Midtjyske-strejke slut

Efter faglige møder til morgen har journalisterne på i mediehuset i Holstebro og på Dagbladet Ringkøbing-Skjern genoptaget arbejdet.
Louise Reseke

Alle journalister er igen i sving med at producere avis i Midtjyske Medier. Til morgen valgte journalisterne på Dagbladet Holstebro-Struer, Lemvig Folkeblad og Dagbladet Ringkøbing-Skjern at genoptage arbejdet og dermed også forhandlingerne med ledelsen om den 60 mio. kr. store spareplan, der træder i kraft første maj.

"Det, synes jeg selvfølgelig, er en rigtig god beslutning, for så kan vi komme videre med de forhandlinger, der bl.a. handler om at minimere antallet af stillinger, der skal nedlægges," siger fællestillidsmanden for de redaktionelle medarbejdere i Midtjyske Medier, Jens Kirk.

Han mødes allerede over middag i dag med ledelsen for at fortsætte forhandlingerne - hvorvidt, det kan ændres noget i forhold til de 45 redaktionelle stillinger, der ifølge spareplanen skal spares, vil han ikke spå om.

"Vi er midt i et forhandlingsforløb, så det er svært at sige, men vi håber, at ledelsen er parate til at lytte til os og vores forslag til f.eks. alternative besparelser," siger Jens Kirk.

Medarbejderne i Midtjyske Medier mødes igen i eftermiddag kl. 17 i Viborg til møde indkaldt af Medarbejderforeningen i Midtjyske.

Læs om striden om penge og strategi i Midtjyske Medier her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også