Fra Riffelsyndikatet til vertikaler

Følg med, når MediaWatch byder på en guidet rundtur i Berlingske fra A-Å i denne uge i anledning af avisens 260 års jubilæum.

R. Riffelsyndikatet
A.P. Møller virksomheden Riffelsyndikatet producerede under 2. verdenskrig våben til tyskerne. I maj 1943 blev det udsat for en sabotageaktion. Det førte til en henvendelse fra A.P. Møller til Erik Seidenfaden, Politikens korrespondent i Stockholm, som blev bedt om at "give London besked på at bringe sabotagen til ophør". I juni 1944 blev Riffelsyndikatet ikke desto mindre igen udsat for sabotage. Det var den største mængde sprængstof anvendt ved en sabotageaktion i Danmark. Riffelsyndikatet kom aldrig for alvor i gang med produktionen igen. Efter krigen fik Riffelsyndikatet i lighed med en række af A.P. Møllers virksomheder en dom for værnemageri og måtte betale en bøde på 7 millioner kr. Direktionen slap dog for fængsel. Da Berlingske Tidende i 1999 trak historien om Riffelsyndikatet frem fra gemmerne, solgte Mærsk Mc-Kinney Møller i vrede sin afgørende aktiepost i Berlingske Tidende A/S, og norske Orkla overtog koncernen i 2000 og i 2006 til Mecom Group.

S. Slogans
Berlingske Tidendes bedst kendte slogan, "Det daglige forspring", fik premiere i en biografreklamefilm i 1968 med en papirflyver som bærende grafisk element. Senere fulgte "Hvis du vil videre", der lagde sig tæt op ad hovedkonkurrenten Jyllands-Postens slogan gennem mange år "hvis du vil vide mere" - formentlig som et bevidst drilleri. I 2004 havde avisen med chefredaktør Niels Lunde i spidsen premiere på avisens seneste slogan "Ord, der fører til noget", der fulgte med det storstilede, men mindre succesfulde læserprojekt "Tættere på læseren" - et projekt, der senere blev spiddet i romanen "Flygtningen" af den tidligere journalist på Berlingske Tidende, Olav Hergel. Romanen er filmatiseret med titlen "Flugten", der har premiere i morgen, d. 9. januar.

T.  "Tanten"
Berlingske Tidende gik og går ofte under kælenavnet "Tante Berlingske". Tankesættet er, at Politiken traditionelt har været den frække, kulturradikale gadedreng og Morgenavisen Jyllands-Posten den upolerede, borgerlige stemme. Mens Berlingske Tidende har ligget sådan lige midt i. Placeret midt i mellem er avisen blevet opfattet som ”tantet”, der signalerer pænhed, plisserede nederdele og almindeligt spidsborgerligt snæversyn. Mange vil påstå, at avisen stadig er præget af en vis København K. og nordsjællansk tantethed. Andre vil hævde, at det tantede endegyldigt forsvandt, da Peter Wivel i 1998 blev chefredaktør, og Bent Blüdnikow blev debatredaktør. Spindelvævet røg ud, støvet pustet bort og der blev bekendt kulør. Tante Tandløs fik profil og blev klar i sproget - ikke mindst i spalten ”Groft Sagt”.

U. Urban
Urban var nummer to gratisavis på markedet efter Metroxpress i 2001 og er siden dømt ude af utallige gange af forskellige iagttagere. At Urban ikke giver overskud ligger fast. Til gengæld hører den, i hvert fald indtil videre, ind under de strategiske interesser, som koncernchef Lisbeth Knudsen ikke vil aflive.

V. Vertikaler
Berlingske Media har skrevet dansk pressehistorie ved at samle redaktionelt stof i 'vertikaler' inden for redaktionelle stofområder som sport og rejser. Alle Berlingskes udgivelser kan trække på indholdet, der bliver tilpasset den enkelte avis. Selvom journalisterne er dedikeret en bestemt avis, spiller de alle på samme
koncernhold. Mens flere medieanalytikere tager godt imod nyskabelsen har den mødt kritik i journalist-kredse.

W. Web first
Berlingske Media introducerede 'web first'-strategien i september 2007. Den betyder, at printavisen ikke har forrang for nettet, når nyheder skal lanceres. 'Web first'-strategien og andre digitale tiltag sikrede Lisbeth Knudsen æresprisen ved New Media Days 2008. Det var dog ikke alle, der var enige i juryens disposition - heriblandt den tidligere ejer af Nyehdsavisen og IT-entreprenøren, Morten Lund, der mente andre projekter var mere oplagte at hædre.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også