Her er selskabet bag fantom-kontrakten

Morten Lunds allierede på Mallorca står alene bag selskab på mystisk aftaleudkast. Selskabet har før været brugt til telesvindel.
John Hansen
Morten Lunds allierede på Mallorca står alene bag selskab på mystisk aftaleudkast. Selskabet har før været brugt til telesvindel.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Et godt brugt selskab blev hevet frem til det mystiske kontraktudkast, som angiveligt skulle besegle en aftale om at Berlingske-ejeren David Montgomerys selskab Mecom Group skulle betale 139 mio. kr. til pengemændene bag Nyhedsavisen til gengæld for, at gratisavisen blev lukket.

Bag selskabet står ikke Nyhedsavisens officielle storaktionær, Morten Lund, men Morten Søndergaard Pedersen, hvis rolle i Nyhedsavisens sidste måneder synes at vokse, jo flere detaljer der bliver kendt.

Opgaver til 139 mio. kr.
Ifølge aftalen, som Morgenavisen JyllandsPosten alene har set uden underskrifter, skal Morten Søndergaard Pedersens selskab, Comet Media Limited, udføre mediekonsulentopgaver for Mecom Group i London. Honoraret skulle være 15 mio. pund, 139 mio. kr., udbetalt i tre rater: Den første tredjedel senest otte dage efter aftalens underskrivelse, endnu en tredjedel efter et år, og den sidste tredjedel efter to år.

Der er på udkastet gjort plads til, at David Montgomery underskriver for Mecom, og Morten Søndergaard Pedersen for Comet media.

De første fire sider bruges på at definere alle detaljer om betaling, om værneting i tilfælde af uenighed o.s.v., mens den femte side kun indeholder et enkelt afsnit: Det er en betingelse for aftalens gyldighed, at Nyhedsavisen ophører med at udkomme i Danmark. De to underskriftlinier er dateret torsdag den 28. august 2008 - tre dage før Morten Lund besluttede at lukke Nyhedsavisen. Netop den dag var David Montgomery til møde hos Nyhedsavisens moderselskab, 365 Media Scandinavia, Gammel Strand 40 i København.

Ifølge selskabets daværende adm. direktør, Svenn Dam, der også var bestyrelsesformand for Nyhedsavisen, deltog han og Morten Lund i første omgang begge i mødet med Montgomery. Man drøftede samarbejdsmuligheder mellem Nyhedsavisen og Berlingske-koncernen. Forhandlingerne førte ingen vegne, fortæller Svenn Dam.

Forlod lokalet
»Så bad Morten Lund mig forlade lokalet, og mødet fortsatte i hvert fald en time endnu mellem ham og Montgomery alene, mens jeg sad i lokalet foran,« siger Svenn Dam.

Morten Lund og hans finansdirektør, Lars Lindstrøm, svarer fortsat ikke på Jyllands-Postens henvendelser. Morten Søndergaard Pedersen var torsdag ikke at træffe på sin bopæl på Mallorca.

Kender ikke til aftale
David Montgomery afviste allerede i Jyllands-Posten onsdag, at han eller Mecom har noget med aftaleudkastet at gøre, selv om både hans og Mecoms navn står på det.

»Hvem som helst kan jo producere et dokument, og skrive de navne i det, som de vil. Men det har intet med os at gøre,« sagde David Montgomery.

Han bekræftede gerne, at han har holdt talrige møder med Morten Lund, men netop mødet den 28. august afviste han at kommentere.

Manden bag det britiske selskab, Comet Media, Morten Søndergaard Pedersen, ser ud til at have spillet en mere central rolle i Nyhedsavisens sidste fase end hidtil kendt.

Sammen med en anden af de "gamle" it-entreprenører, Mikael Konnerup, er Morten Søndergaard Pedersen blandt underskriverne på det tilsagn om at tilføre Nyhedsavisen i alt 78 mio. kr., som sikrede, at en revisor ville skrive under på Nyhedsavisens regnskab, og gjorde det muligt for avisen at genoptage udgivelsen efter sommerferien. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er de øvrige underskrivere Morten Lund selv, samt en repræsentant for den amerikanske venturefond, Draper Fisher Jurvetsson. Hvordan forpligtelsen er fordelt på de fire underskrivere har det ikke været muligt at få oplyst.

Som beskrevet i Jyllands-Posten onsdag, nåede kun ca. 30 mio. kr. af tilsagnet på 78 mio. kr. at komme til udbetaling, før avisen lukkede den 31. august.

Morten Søndergaard Pedersen er ikke aktionær i selskabet 365 Media Scandinavia, som ejede Nyhedsavisen, men en af "bagmændene" bag selskabet ML Medie ApS, som ejer 51 pct. af 365 MS, og dermed kontrollerede Nyhedsavisen. Ifølge Jyllands-Postens kilder har Morten Søndergaard ydet millionlån til Morten Lund-selskabet, ML Medie, som leverede dem videre til Nyhedsavisen som kapitalindskud.

Morten Lund oplyste onsdag på sin blog, at han personligt havde skudt 105 mio. kr. ind i Nyhedsavisen - penge, som han havde lånt. En del af disse lån kom fra Morten Søndergaard Pedersen.

Han er, som Morten Lund, en slags it-entreprenør med bopæl på Mallorca. En af hans ideer førte ham i fængsel, da han via selskaber som Premium Media Communications, Sun Telecom og det førnævnte Comet Media Limited involverede sig i piratprogrammer, som blev smuglet ind i pc'ere. De skjulte programmer fik computerne til selv at ringe op til dyre pornotjenester på internettet. Ejerne opdagede det først, når de fik den astronomiske telefonregning. Sagen kostede Morten Søndergaard et fængselsophold i Tyskland, hvor han sammen med en partner tilstod telesvindel for 24 mio. kr.

Ifølge det seneste regnskab, som Morten Søndergaard underskrev i maj i år, var Comet Media da seks-syv mio. kr. værd.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også