Carat: Annoncepriser vil holde lave niveau

Nyhedsavisens lukning vil ikke resultere i dyrere annoncer, siger strategisk chef i Carat, Malene Birkebæk.
MediaWatch

Nyhedsavisens lukning vil ikke resultere i dyrere annoncer, siger strategisk chef i Carat, Malene Birkebæk.

Det skyldes, at annoncørernes forventninger til markedet, er skruet ned på et niveau, hvor mærkbare prisstigninger ikke vil blive accepteret.

"De resterende gratisaviser og betalingsaviser vil måske forsøge at sætte prisen op, men det handler også om, hvad vi er villige til at betale i nettokroner, og hvad forventningen i markedet er til prisen på en annonce," siger Malene Birkebæk.

Hun anerkender, at det prispres Nyhedsavisen stod for, vil mindskes nu. Alligevel siger hun:

"Selvom vi er tilbage til en situation, der minder om tiden inden aviskrigen, har vi stadig et avismarked med et stort udbud, og hvor der stadig er nedgang i læsertal og oplag for de etablerede aviser."

Nyhedsavisens indtog på avismarkedet i 2006 har med Malene Birkebæks øjne i høj grad været positiv og har efterladt sig varige spor, når det gælder udnyttelsen af dagbladet som annoncemedie.

"Vores kunder har fået et større udbud, hvilket giver mere fornuftige priser. Før gratisaviskrigen var dagbladsmarkedet ret stabilt, nu er meget vendt på hovedet og selvom alle gratisaviserne forsvandt, ville man ikke vende tilbage til situationen før de kom. Det gælder både i et prisperspektiv og i et annonceperspektiv," siger Malene Birkebæk og tilføjer:

"Gratiaviserne har rusket op i forstokkede holdninger til, hvordan dagbladet bruges som annoncemedie. De har lavet kreative tiltag hvor en annonce ikke bare var en halv eller helside, men kunne være skæve formater, fylde hele forsiden eller indgå som events omkring avisen."

Når boet efter Nyhedsavisen gøres op, er resultatet alt i alt positivt, set med Malene Birkebæks øjne. Gratisavisen bevirkedede prisfald på annoncerne og leverede en god avis.

"Der har intet været at udsætte på produktet Nyhedsavisen, de har været med til at højne standarden for gratisaviser, men det har været med et stort underskud til følge. Fra begyndelsen har vi alle vist undret os over, hvordan de kunne blive ved at finde pengene til at overleve, men det kunne de så heller ikke længere."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også