Avis-designer: God begyndelse for JPs tabloid-format

"Tilfredsstillende uden at være prangende" lyder karakteren til den relancerede Jyllands-Posten fra landets mest kendte avis-designer, Ole Munk.
Tine Brødegaard Hansen

"Tilfredsstillende uden at være prangende" lyder karakteren til den relancerede Jyllands-Posten fra landets mest kendte avis-designer, Ole Munk.

Ole Munk har stået bag talrige tabloidlanceringer og hilser Jyllands-Postens nye tabloid-format velkommen.

"Avisen kan læses, den er pæn og nydelig. Selvom man kan savne lidt personlighed, er der ikke sket nogen katastrofer."

Førstesektions forside kommer dog næppe til beholde fordelingen mellem tekst og billedside, mener han, og den øvrige avis vil også tage mere form med tiden og øvelsen.

Skohorn i brug til forsiden
"Forsiden lider af, at de synes, at indholdet skal presses ind med skohorn. Forsidebilledet er ikke iøjnefaldende, og den lange afsluttede tekst ved siden af gør det svært at få plads til andre elementer. Det er de fleste tabloidformater gået bort fra."

For det trænede tabloid-øje er det også tydeligt, at det nye format ikke er kommet ordentligt ind under huden på Jyllands-Posten.

"I førstesektionen kan man se, at de ikke tænker naturligt i tabloidformat, de har stadig en broadsheet-tankegang. Midteropslaget er ikke udnyttet til at lade en artikel og et billede gå hen over midten. I stedet er der to sider, der kunne være hvor som helst i avisen (hhv. en udlands- og en bogside, red.). Til gengæld er der et par sider forinden en artikel om demokraternes konvent, der går hen over midten, hvor de ikke har tænkt på, at artiklen var på to stykker papir, der skulle mødes."

En kort, en lang
Men Ole Munk er ikke bekymret. Det er begynderfejl, der nok skal blive renset ud i, som det er tilfældet med tillægget Erhverv & Økonomi, der gik i tabloid i februar i år.

"Det er et helt sekretariat, der skal tænke i nye baner, så dette er en udmærket begyndelse, der ikke forvirrer læseren. Det, de skal lære, er, at blande korte og lange tekster bedre, så det ikke bliver for teksttungt. De kommer nok til at arbejde en del med rytmen i avisen."

Ole Munk efterlyser også flere visuelle åndehuller i avisen, hvor billedet kan dominere over teksten, uden at fremstå som en gratisavis.

"Samspillet med annonceplaceringen er også vigtig. Den begrænser mulighederne mere på tabloid, og der skal være plads til tekster, der ikke forstyrres af annoncer, men teksterne skal heller ikke dominere hver side. De skrivende har nok stadig magten, men det skal være det færdige resultat, der styrer opsætningen," siger Ole Munk og tilføjer:

Overvejende positiv
Jyllands-Posten anvendte også før den seneste relancering skrifttypen 'grotesk', der er en skrifttype uden de såkaldte 'seriffer', dvs. små grafiske tilføjelser til bogstavet, som det kendes fra skrifttypen 'Times New Roman', til rubrikker og billedtekster Og det fungerer fint, mener Ole Munk, der kun kan pege på én decideret 'skrift-brøler': sportstabellerne, der er alt for svære at læse.

"Min holdning til omlægningen er overvejende positiv, det er et rigtigt valg og et godt signal at sende til læserne. Det skal bare raffineres."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også