JP/Pol: 'Metro' er ikke den værste billet at sidde med

Koncerndirektør Torsten Bjerre Rasmussen afviser, at JP/Politikens Hus er "sluppet af" med 24timer, men avisen blev afsat til metroXpress med et tab nær en halv mia. kr. JP/Politikens Hus er nu mindretalsaktionær i begge gratisaviser med 24,5 pct. af aktierne i hver.
Tine Brødegaard Hansen

Koncerndirektør Torsten Bjerre Rasmussen afviser, at JP/Politikens Hus er "sluppet af" med 24timer, men avisen blev afsat til metroXpress med et tab nær en halv mia. kr.

JP/Politikens Hus er nu mindretalsaktionær i begge gratisaviser med 24,5 pct. af aktierne i hver.

Selvom Nyhedsavisen stadig er størst målt på de seneste læsertal fra Index Danmark/Gallup, før gratisaviserne gik på sommerferie, halter 24timer kun 2.000 læsere efter med et tal på 536.000 skarpt forfulgt af metroXpress.

Oven i købet har Nyhedsavisen haft et tumultarisk 2008 indtil videre med ny ejer, i form af it-investoren Morten Lund, fyringer i den redaktionelle stab og et for sent afleveret årsregnskab, der udløste trusler om bøder fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, men har nu sikret sig kapital fra et amerikansk ventureselskab. Urban er med sine 429.000 læsere i juni ikke steget markant siden relanceringen tidligere på året. MetroXpress er fortsat den eneste gratisavis, der har formået at tjene penge på det danske marked, om end overskuddet i 2007 faldt med 11 mio. sammenlignet med året før.

"Vi ejer 24,5 procent af to aviser, som vi tror på bliver førende. Metro er de dygtigste til at drive gratisaviser, så vi har det trygt med, at de sidder med på førersædet med rattet i hånden og vi er glade for at være med på vognen på det marked og for at 24timer overlever," siger Torsten Bjerre Rasmussen.

Blodrøde tal
Han kan godt forestille sig, at gratisavismarkedet kan rumme to eller tre titler, hvis de vel at mærke fokuserer på at være trafikaviser.

"Markedet for gratisaviser er næppe så stort som for betalingsaviser, men der er god plads til en, to eller måske tre aktører, især til trafikaviser. Kan man være nummer et og to der, ser det fornuftigt ud. Derfor er det vigtigere at eje noget af nummer et eller to, end at eje en hel gratisavis, som er oppe imod Metro, der er svær at slå. De har haft det fornuftigt, mens alle andre har haft blodrøde tal."

Begrundelserne for fusionen har været hørt før, det drejer sig blandt andet om stordriftsfordele, omkostningssynergier og salgssamarbejder. Metro International har gratisaviser som kerneforretningsområde, det mener Torsten Bjerre Rasmussen øger deres fokus på distribution ligesom de løbende har mulighed for at benchmarking mod alle deres øvrige lande, så de hele tiden optimerer forretningen.

"Det er ikke den værste billet at sidde med i hånden," tilføjer han, men er det en lotteribillet?

"Tværtimod, alle andre billetter i det spil er et lotteri, for det er en hård udmattelseskamp, hvor man ikke ved hvor mange penge de andre vil bruge på at slå dig."

Overvejede I at trække jer helt ud?

"Nej, det er et marked, som konkurrerer med vores kernemarked, så at trække os ud var ikke det der stod øverst på agendaen. Nu er vi sammen med de dygtigste, det er bedre end at kæmpe alene mod nogen, der er klar til at leve med hundrede af millioner i underskud. Vi er også glade for at 24timer har fået et godt sted at bo og overlever som selvstændig avis, frem for at tænke i fusionsaviser."

Torsten Bjerre Rasmussen giver nødig et bud på hvilke, hvor mange eller om nogen gratisaviser afgår ved døden om et år. Forretningsplanen med metroXpress tager udgangspunkt i det scenario, vi kender i dag.

"Vores forretningsplan bygger på, at der er det samme antal gratisaviser som i dag, hverken flere eller færre, skulle nogen af de andre give op, bliver business casen ikke dårligere, for selvom konkurrence er sund, er det rart at den ikke er hårdere end højst nødvendigt."

Selvom Nyhedsavisens mål er en tredobling af deres annoncepriser, har prispres indtil videre været et vigtigt element i deres strategi mod konkurrenterne, som de både anser for at være gratisaviserne og betalingsaviserne, men det er der ikke noget nyt eller revolutionerende i, mener Torsten Bjerre Rasmussen.

"Vi er ikke på vej til at blive udmattet, men det er klart, at hvis man sælger billigt i et marked, presser man prisen. Men husstandsomdeling har ingen fremtid, vi kan se, at Nyhedsavisens husstandsomdeling er faldende, så vi betragter Nyhedsavisen som en konkurrent på trafikmarkedet og ikke som en konkurrent til vores betalingsaviser. Men de presser selvfølgelig annoncemarkedet, for trafikaviser er en del af den annoncekage vi alle kæmper om, men Urban og Metroxpress har jo også længe haft lavere priser end betalingsaviserne, så det er vi vant til."

JP/Politiken-direktøren uddyber:

"Man kan konstatere, at der ikke er kommet et nyt marked for gratis hustandsomdeling. Nyhedsavisen gør nu det samme, vi gjorde for et år siden og drosler ned på det område. Så når betalingsaviserne taber annonceindtægter er det primært fordi konjunkturerne ikke har det godt, det rammer eksempelvis jobmarkedet og byggeri."

Som medaktionær i Metroxpress A/S, hvordan ser du så på Nyhedsavisens situation efter at det amerikanske ventureselskab Draper Fischer Jurvetson har skudt penge i projektet?

"Konkret har jeg ikke mange kommentarer til Nyhedsavisens nye ejerkonstruktion af den simple grund, at jeg endnu ikke kender den i detaljer. Det afgørende er fortsat, om forretningsideen holder, og set fra mit bord, er Nyhedsavisen stødt på vej mod at blive en trafikavis; måske fortsat med en mindre del af oplaget husstandsomdelt. Først var det vigtigt, at andelen af husstandsomdelte aviser var 80, så blev det halvdelen og nu er det sikkert under 50. Mon ikke det tal er for nedadgående fremover."

Den fortolkning er man ikke enig i hos Nyhedsavisen:

"Størstedelen af vores oplag er husstandsomdelt. I dag ca. 65%. Måske Torsten skulle researche lidt på de offentligt tilgængelige tal, inden han udtaler sig om os. Vi sænkede procenten for husstandsomdelinger, da vi vandt Arrivas udbud om at distribuere i toge og busser. Et udbud vi vandt i forbindelse med at Arriva skiftede Metro ud med Nyhedsavisen," siger direktør Morten Nissen Nielsen.

Torsten Bjerre, var den faldende indtjening og det faldende oplag kommet også uden gratisaviserne?

"Ja, mange faktorer influerer på oplaget, såsom tid, penge og alternativer. Hvis jeg entydigt skulle pege på en faktor, er det online-mediernes kvalitet. Når man ser på, hvor meget gratis kvalitetsstof man kan få på nettet både via omnibus- og nichemedier. Det ville være dumt at forære stoffet væk, hvis ikke alle andre gjorde det samme! Jeg ville være mere bekymret, hvis jeg kun havde det ene ben der hed print, men betalingsaviserne har også et stærkt online-ben og medierne i kombination er meget stærke. Online-benet mangler gratisaviserne fortsat, herunder også mobil, hvilket bliver en stor udfordring i fremtiden, hvor pendlerne er online"

Tabet på tryk skal kompenseres af nettet, men bliver det ikke endnu, hvordan løser man det?

"Vores aviser er ved at løse det. Jyllands-Posten har netop været igennem en effektiviserings-runde og sidste år var Politiken gennem det samme. Målet er at billiggøre aviserne uden at de mister kvalitet. Det gælder om at mindske kompleksiteten i aviserne ved måden man trykker og distribuerer og hvilke indstik og format den har, så den bliver nemmere at redigere. Kan det gøres enklere, er der relativt mange penge at spare. Fra direktionen motiverer vi til at fremskynde den udvikling og nye indtjeningsmuligheder, så aviserne udvikler forretningsområder uden om kernen, men heldigvis er vores forretningsområder selv meget driftige.

Eksempler på dette er tjenester som epn.dk, ibyen.dk, sportssites og rejsesites, net-tv og mobil, men vi har kortsigtede udfordringer på indtjeningen, da alle medievirksomheder er konjunkturfølsomme og markedet er hårdere nu end for et par år siden. Selv nogle internetsites er så modne nu, at de mærker en lavkonjunktur."

Om konjunkturerne har taget hul på syv magre år, efter syv fede, vil Torsten Bjerre Rasmussen ikke spå om, men konstaterer at 2008 konjunkturmæssigt foreløbig ser svagere ud end 2007 og at billedet næppe ændrer sig for 2009. Men gratisavisernes sommerlukning, mens der er tørke i annoncemarkedet, vil han ikke høre tale om, når det gælder betalingsaviserne.

"Godt nok vil vi gerne tjene penge, men vores aviser skal sætte dagsordenen hver dag året rundt, jeg ville blive overrasket hvis nogen af vores betalingsaviser lukkede ned mere end på et par helligdage hist og her."

Koncernens decentrale struktur betyder, at direktionen ikke vil udstede diktater til de forskellige aviser og øvrige medieaktiviteter, selvom der stilles krav til indtjeningen. Alligevel må det være fristende at lokke Politiken over i tabloid, når nu Jyllands-Posten skifter formatet i slutningen af denne måned.

"Hvis det var åbenlyst vanvittigt, at Politiken var i broadsheet og de brugte for mange penge, ville jeg løbe rundt heroppe og rive mig i håret, men Politiken har en simpel broadsheet-produktion og en enkel sektionering, hvor Jyllands-Posten har lyserøde sider, hvide sider og mange indstik. Vi dyrker forskelligheden, og det er fint at vores forretningsenheder ikke altid kommer til samme løsning. Selvom man i den enkelte case måske kunne spare 10 pct. ved at tvinge en beslutning igennem, risikerer omkostningerne ved den tvangsmodel, at vi udvander vores brands forskellighed og det ønsker vi ikke, det er det fundament vi står på."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også