Carat: Gratisaviser stået af kamp om at være størst

Hos mediebureauet Carat er der glæde over "en fornuftig stabilisering" af læsertallene for gratisaviserne, og ringe tiltro til at Nyhedsavisen får held med at hæve annoncepriserne.
MediaWatch

Hos mediebureauet Carat er der glæde over "en fornuftig stabilisering" af læsertallene for gratisaviserne, og ringe tiltro til at Nyhedsavisen får held med at hæve annoncepriserne.

Medierådgiver hos Carat, Bo Thierry-Poulsen, giver ikke meget for de månedlige læsertal som Index Danmark/Gallup offentliggør.

"De er gode til at følge udviklingen, men de kan ikke bruges til medieplanlægning, så vi fokuserer på halvårstallene for fjerde kvartal 2007 til første kvartal 2008."

Men set i både det store halvårsperspektiv og når man ser på læsertallene for juni måned er Nyhedsavisen fortsat størst. Fra andet halvår af 2007 til nu er læsertallet steget med 17 pct. til 551.000. Også i juni er Nyhedsavisen med adm. direktør Morten Nissen Nielsens ord i "den gule førertrøje" med 538.000 læsere i juni måned.

Dog er 24timer en tæt forfølger med 536.000 læsere, kun 2.000 bagud. Men konkurrenterne dyster ikke længere på at være størst.

"Nu er Nyhedsavisen blevet størst, næste udfordring er at få annoncepriserne med. I lang tid har prisen været det vigitigste konkurrenceparameter, men konkurrenterne har ikke ambition om at være størst. I stedet for at tilpasse deres priser til Nyhedsavisens niveau, har de effektiviseret distributionen. Hvis de andre gratisaviser vil med i medieplanen, er de presset ned mod Nyhedsavisens priser, derfor går 24timer nu efter at ramme en halv mio. læsere samtidig med at de sparer på det antal aviser de uddeler ved at effektivisere, hvor de ligger, så de kan beholde læsertallet uden trykke flere aviser, for det er for dyrt."

Læsertal i tusinde 1. halvår 08. Kilde: Index Danmark/Gallup

Bo Thierry-Poulsen har stadig til gode at se den fulde effekt af Berlingske Medias nye system for annoncesalg, hvor alle sælgere skal kunne sælge alle Berlingskes titler på alle platforme. Det kan give de effektiviseringer der skal til for at holde Urban oven vande.

"Urban har fået en mikroskopisk stigning, men der er i det hele taget kun tre aviser der falder, resten stiger en smule. De annoncører der er i Urban og B.T. minder meget om hinanden, til dels også for Berlingske Tidende, så der kan være synergi og omkostningsbesparelser at hente ved at annoncørerne kan nå flere."

Men i det spil risikerer Erhvervsbladet til gengæld at blive taberen, vurderer Bo Thierry-Poulsen.

"Erhvervsbladets læsertal er faldet med 19 pct., hvis man ser på halvårstallene (læsertal for juni måned viser 54.000). Erhvervsbladet henter deres læsere og annoncører andre steder end B.T., Urban og Berlingske Tidende i Berlingske Media. Hvis man har tre aviser, der henvender sig bredt og en der henvender sig til nogen der sælger kraner, så kan den sidste blive klemt. Der er ikke mange af Erhvervsbladets annoncører, man ser andre steder."

Fusionen mellem Metroxpress og 24timer har endnu ikke for alvor givet sig udslag i pakketilbud annoncørerne, men Bo Thierry-Poulsen forventer at de for alvor dukker op til efterårets medieplanlægning.

Gratisaviserne er en stor udfordrer til formiddagsaviserne B.T. og Ekstra Bladet, der samtidig kæmper indædt mod hinanden.

Ser man på de månedlige læsertal er det første gang i et år, at B.T. med 436.000 læsere overhaler Ekstra Bladets 431.000 læsere.

Læsertal i tusinde 06-08. Kilde Index Danmark/DK

"Når gratisaviserne satser mere og mere på sport og distribuerer til virksomheder, tager de læsere fra formiddagsaviserne, men ser man et år tilbage er de ikke værre stillet i dag, selvom de opererer i et mere prisfølsomt marked med en mere svævende målgruppedefinition end morgenaviserne."

Sidst men ikke mindst noterer Bo Thierry-Poulsen sig en 9 pct. stigning, målt på halvårstallene, for Information.

Læsertal for gratisaviserne juni måned 2008

1. Nyhedsavisen 538.000
2. 24timer 536.000
3. Metroxpress 525.000 læsere
4. Urban 466.000 læsere

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også