Lisbeth Knudsen: Fusion ændrer ikke markedet

Fusionen mellem 24timer og MetroXpress gør ikke avismarkedet sundere
Ole Nørskov

Fusionen mellem 24timer og MetroXpress gør ikke avismarkedet sundere, mener Lisbeth Knudsen, topchef i Det Berlingske Officin.

Lisbeth Knudsen har ingen forhåbninger om, at konsolideringen på markedet vil bremse konkurrencen og gøre det muligt at hæve annoncepriserne, så der kan komme bedre økonomi i gratisaviserne.

"Fusionen løser ikke problemet med, at der er for mange daglige gratisaviser på markedet til, at økonomien kan blive sund. Vi har fortsat en situation, som på længere sigt er uholdbar," siger hun.

Ganske vist vil der efter fusionen være tre spillere i stedet for fire, men så længe Nyhedsavisen er på banen er der ifølge Lisbeth Knudsen ikke noget, der tyder på, at konkurrencen skulle blive mindre hård.

"MetroXpress har holdt sine priser meget godt på samme måde som vi også har forsøgt det på Urban, men så længe Nyhedsavisen er så markant på markedet, tror jeg ikke, vi vil se store ændringer," siger Lisbeth Knudsen, som med egne ord nu overvejer "hvilke mulige alliancer, der kunne styrke Urbans position på markedet."

En oplagt mulighed ville være en fusion mellem Nyhedsavisen og Urban, men den slags spekulationer vil Lisbeth Knudsen ikke kommentere.

Set med annoncørbriller, er der heller ikke meget at råbe hurra for i forbindelse med fusionen, mener Lisbeth Knudsen.

"Annoncørerne får jo ikke andet og mere, end de har fået indtil nu, for begge aviser i fusionen vil fortsat udkomme på samme grundlag som hidtil," siger hun.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også