Falbert: Fogh burde støtte fri konkurrence

Juristers konstatering af, at bookmaker-annoncer i danske medier er lovlige, vækker glæde hos Bent Falbert, chefredaktør for Ekstra Bladet.
Tine Brødegaard Hansen

"Uanset udfaldet af Ladbrokes-sagen i højesteret om udenlandske bookmakeres etableringsret i Danmark er det interessant, at to jurister fra CBS uden forbehold konstaterer, at bookmaker-annnoncer i danske medier er lovlige, og at EF-domstolen vil give os ret. Artiklen burde igangsætte tankevirksomhed i skatteministerens hoved," siger Bent Falbert til MediaWatch.

Han refererer til artiklen om Ladbrokes-sagen, der blev bragt i går, den 4. februar.

"Anders Fogh har travlt med at ophæve de berygtede forbehold, fordi regeringen vil have, at Danmark skal være fuldt medlem af EU. Så det er ejendommeligt, at en liberal regering vil bevare et nationalistisk statsmonopol i strid med EU's idé om fri konkurrence og etableringsret over grænserne. Statsministeren er altså stadig noget af en hjemmeføding i praktisk gerning," siger Bent Falbert.

Han støtter sammen med B.T. aktivt Ladbrokes' ankesag i Højesteret med krav om ret til at etablere sig i Danmark. Men hovedsagen for Ekstra Bladet og B.T. er, at de får ret til at bringe annoncer for udenlandske bookmakere, og dermed ikke pålægges at tilbagebetale de millionbeløb, de har tjent hidtil.

Skatteministeriets særskilte retssag mod de to blade er imidlertid udsat, indtil højesteretsdommen i Ladbrokes-sagen er afsagt, formentlig primo 2009.

"EU-kommissionen har 31. januar indledt undersøgelser mod Tysklands og Sveriges modstand mod udenlandske spilleselskaber, ligesom den overvejer at stævne Danmark for traktatbrud. Det kan blive en pinlig affære," siger Bent Falbert og erklærer sig uforstående over for statens hindringer for den frie konkurrence på spilleområdet.

"Restriktionerne skaber uretfærdigheder på annonceområdet. For eksempel er det tilladt, at bookmakerne annoncerer i dansk TV3 og TV3+, fordi disse kanaler sendes fra England. Lige præcis en konkurrenceforvridning i strid med EU."

I november 2006 gav Landsretten Skatteministeriet medhold. Ladbrokes havde stævnet ministeriet med krav om at få anerkendt sin ret til fri etablering i Danmark i medfør af EU-traktaten.

Blandt begrundelserne for dommen var, at Danske Spils monopol regulerer spillelidenskaben, og at ordningen tjener til at begrænse ludomani.

De fine hensigter imponerer ikke Bent Falbert.

"Det er bare pjat og skinargumentation. Danske Spil er en af Danmarks største annoncører. De opfinder hele tiden nye spil, som lokker endnu flere milliarder kroner ud af folk via massiv markedsføring i tv og trykte medier."

Bent Falbert tilføjer, at statsmonopolet ikke kan forsvares med, at det giver nogle få millioner årligt til ludomanbehandling.

"Desuden er de udenlandske bookmakere villige til at betale en afgift på eksempelvis 15 procent af deres indtjening til den slags formål samt idræt og alt muligt andet, hvis de får lov at etablere sig i landet."

Det holder heller ikke, at annoncer for udenlandske bookmakere skulle være forbudt i Danmark, når de selv reklamerer ulovligt i udlandet.

"Vi bragte forleden en historie om, hvor dobbeltmoralske Danske Spil er. De vil forbyde udenlandsk tilstedeværelse i Danmark, men til håndbold-EM i Norge havde de reklamer på banderne, selvom det er imod norsk lovgivning," siger Bent Falbert.

Hverken Spillemyndigheden eller Skatteministeriet har ønsket at kommentere artiklen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også