Sarah Palin taber injuriesag mod The New York Times

Sagen betragtes af juraeksperter som en test af USA's forfatningstilføjelse om ytringsfrihed og pressefrihed.
Foto: Eduardo Munoz/REUTERS/Ritzau Scanpix
Foto: Eduardo Munoz/REUTERS/Ritzau Scanpix
AF RITZAU7AFP

Et amerikansk nævningeting har tirsdag dømt imod Sarah Palin i en injuriesag, som den tidligere Alaska-guvernør og vicepræsidentkandidat havde anlagt mod avisen The New York Times.

Sarah Palin beskylder The New York Times for bevidst at have krænket hende i en leder fra 2017, hvor hun blev kædet sammen med et masseskyderi.

De ni nævninge ved den føderale domstol på Manhattan i New York City voterede i to dage, før de kom frem til en enstemmig afgørelse. Ifølge nævningene kan The New York Times ikke holdes ansvarlig.

Test af ytringsfrihed

Tirsdagens afgørelse falder, dagen efter at sagens dommer sagde, at han ville afvise injuriesagen uanset nævningetingets dom.

Den civile retssag er af juraeksperter blevet betragtet som en test af den amerikanske forfatnings første tilføjelse, der beskytter ytringsfrihed og pressefrihed.

I USA er det vanskeligt at bevise, at der er tale om ærekrænkelse. Det skyldes en berømt højesteretsdom fra 1964, der kendes som The New York Times mod Sullivan.

Således skal en sagsøger kunne bevise, at den sagsøgte havde til hensigt at forårsage skade. Det er ikke nok at kunne bevise, at der er begået en fejl.

Dommen fra 1964 beskytter journalister mod ansvar, hvis de laver utilsigtede fejl.

Det er ventet, at Sarah Palin vil appellere tirsdagens afgørelse.

Ville afvise sagen

Dommer Jed Rakoff sagde allerede mandag, at han ville afvise sagen, fordi Palins advokater ikke havde været i stand til at bevise, at The New York Times havde handlet ondskabsfuldt.

Rakoff ville dog alligevel tillade nævningene at nå frem til en afgørelse, fordi det vil være "til stor fordel" for en domstol, hvis Sarah Palin som ventet skulle appellere.

I lederen fra 2017 knyttede The New York Times et masseskyderi i Arizona i 2011 til en annonce fra Palins politiske kampagne.

I skyderiet blev demokraten Gabrielle Giffords og seks andre såret.

Annoncen, der blev bragt kort før angrebet, viste Giffords' kongresdistrikt i sigtekornet på et skydevåben.

Næste dag bragte The New York Times en rettelse, hvor der stod, at der ikke var noget, der pegede på, at gerningsmanden bag skyderiet var blevet drevet til at handle som følge af den kontroversielle annonce.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også