DEBAT | Lokal- og regionalmedierne disponerer ikke deres midler på en måde, som giver os ret meget demokratisk samtale, skriver Uffe Gardel i Medieklummen 9. februar.

Som dokumentation for den påstand henviser han til rapporten om ”Lokal- og regionalmediernes indhold, rolle og betydning” fra 2017. En rapport, som analyserede indholdet i 28 lokal- og regionalmedier i Esbjerg, Fredericia og Nordfyn.

Ifølge Uffe Gardel dokumenterede den rapport, at kun en promille af indholdet i lokal- og regionalmedierne udgøres af kritiske historier, hvor vågne journalister holder øje med byråd og borgmestre og lokale virksomheder og selv har formuleret præmisserne. ”Resten”, hævder Uffe Gardel, ”bestod af omskrevne pressemeddelelser, versionerede fælleshistorier og Ritzau-telegrammer.”

Det kan ikke passe, tænkte jeg instinktivt, da jeg læste Uffe Gardels kommentar. Jeg har ganske vist intet med rapporten at gøre og ej heller med medierne i Esbjerg, Fredericia og Nordfyn, men jeg har dog et par årtiers erfaring med lokaljournalistik på Sjælland og Lolland-Falster. Og i de mediehuse, jeg har kendskab til, knokler dygtige lokaljournalister hver dag med at dække deres lokalområde med omhu, iver og høje journalistiske ambitioner. Og vist findes der ugeaviser, hvor pressemeddelelser udgør størstedelen af indholdet, men man skal altså ikke åbne ret mange lokale dagblade eller ugeaviser for at se masser af kvalitetsjournalistik.

Hvad er "rigtig journalistik"?

Jeg nægter derfor at tro, at det kun var en promille af indholdet i de 28 undersøgte medier, der var ”rigtig journalistik”. Man behøver da også blot at skimme den rapport, Uffe Gardel refererer til, for at konstatere, at hans udlægning af den er vinklet så hårdt, at det bliver misvisende.

I rapporten står der: ”Professionen realiserer sit ideal om at være kritisk og undersøgende i det, vi betegner som rutinejournalistik”. Om rutinejournalistikken skriver rapporten også, at den fremstår som ”selvstændige historier, der er produceret af mediet selv”. Det vil jeg godt turde kalde ”rigtig journalistik”, der bidrager til den demokratiske samtale. ”Rutinejournalistikken” udgjorde 32 pct. af indholdet i de 28 medier.

På Lolland-Falsters Folketidende har vi naturligvis - ligesom andre lokalaviser - et hold af det, Gardel efterlyser: ”Vågne journalister, som holder øje med byråd og borgmestre og lokale virksomheder”, og jeg skal hilse at sige, at den ”rutinejournalistik”, de producerer, engagerer læserne og udløser masser af lokal debat.

Gevaldigt presset økonomi

Uffe Gardel argumenterer på baggrund af rapporten for, at der ikke er grund til at styrke lokalmedierne, da de jo disponerer pengene forkert. Det er noget af en hovskisnovski-indstilling at have.

Selvfølgelig kunne lokal- og regionalmedierne have mere af det, rapporten kalder ”fokusjournalistik”- altså de særligt arbejdskrævende undersøgende og afslørende projekter. Men mange af de lokale og regionale mediehuse er gevaldigt presset økonomisk og har ikke ressourcerne til gravergrupper, når der også skal ske en daglig formidling af eksempelvis de mange beslutninger, der træffes i de lokale byråd.

Det kan man mene er en forkert disponering af pengene, men når Uffe Gardel tror, at de lokale og regionale medier i dag er tæt på at være blottet for ”rigtig journalistik”, mangler han tydeligvis kendskab til de faktiske forhold i lokaljournalistikken. Jeg vil til gengæld ikke tøve med at argumentere for det modsatte: At en styrkelse af de lokale og regionale medier netop vil resultere i mere af den journalistik, han efterlyser.

Jeg tror, Uffe Gardel med fordel kunne tage på en studietur til et lokalt eller regionalt mediehus, inden han kloger sig mere på emnet lokaljournalistik. Han skal være velkommen til en kop kaffe her på Folketidende.

MediaWatch har forholdt Uffe Gardel kritikken, som David Arnholm rejser i sit indlæg. Uffe Gardel siger:

Jeg er ked af, at Arnholm synes, jeg er ”hovskisnovski”; det var absolut ikke min mening.

Jeg mener, at man skal respektere medieledernes beslutninger om, hvordan de vil drive deres medier. De må så til gengæld også respektere, at andre – for eksempel jeg – ikke mener, at de medier, der kommer ud af beslutningerne, fortjener nogen særlig støtte.

Den konkrete diskussion handler om lokal- og regionalmedier; om dem har DMJX i en undersøgelse vist, at 32 pct. af nyhederne er ”rutinejournalistik”, 52 pct. ”servicejournalistik” og 16 pct. ”telegramstof”. Kun 0,1 pct. var ”fokusjournalistik”.

Vi får så også at vide – som Arnholm citerer – at ”professionen realiserer sit ideal om at være kritisk og undersøgende i det, vi betegner som rutinejournalistik”.

Men hvad er ”rutinejournalistik”? DMJX definerer det sådan: ”Rutinejournalistikken fremstår som selvstændige historier, der er produceret af mediet selv, det er typisk fællesstof som begivenheder og politisk uenighed, og det er ofte andre mediers historier, som medierne bygger videre på.”

Om det er en god måde at realisere sine idealer på, vil jeg slet ikke blande mig i; det må medierne og deres chefer selv om. Jeg siger kun: Der er ikke megen demokratisk samtale i fællesstof og opkog på andres historier. Og dermed tror jeg heller ikke, det er noget, som fortjener særlig støtte, ud over den almindelige mediestøtte.