Tidligere chefredaktør på Information Gamle-Madsen er død

Han boltrede sig på Ekstra Bladets bagside som den ene del af Madsen & Madsen. Povl Høst-Madsen blev 83 år.
Foto: Steen Ole/Ritzau Scanpix
Foto: Steen Ole/Ritzau Scanpix

Informations tidligere chefredaktør Povl Høst-Madsen er død efter længere tids sygdom. Han blev 83 år.

Det skriver Altinget og Information.

I offentligheden er han især kendt som den ene halvdel af Ekstra Bladets humoristiske bagside Madsen & Madsen.

Sammen med journalist Anders Lund-Madsen blev Povl Høst-Madsen, også kendt som Gamle-Madsen, hædret med Ekstra Bladets Victor Prisen i 1995.

Prisen fik de for "deres radikalt fornyende form i oplevelsesjournalistikken, hvor humoren altid er i højsædet", som det hed i begrundelsen.

I 1963 søsatte Povl Høst-Madsen forbrugerbladet Tænk. Det gjorde han sammen med arkitekten Poul Henningsen.

På Information virkede han fra 1976 til 1988. Her bestred han poster som både chefredaktør, lederskribent og kriminalreporter.

I sin tid på Information udviklede Povl Høst-Madsen sammen med tegneren Peter Lautrop føljetonen "Bamsernes Befrielsesfront".

Serien spejlede ifølge Information selv dagbladets "egne interne kampe og de absurde slagsmål mellem venstrefløjens mange fraktioner".

Men Povl Høst-Madsen endte med at forlade dagbladet til fordel for Ekstra Bladet.

Begrundelsen var entydig:

"Kvaliteten af Informations injurier er dalende," lød det ifølge Information fra Høst-Madsen ved et oplæg i begyndelsen af 90'erne.

Derfor søgte han mod Ekstra Bladet, hvor han altså slap humoren løs på bagsiden sammen med Anders Lund-Madsen.

I 2005 udgav Povl Høst-Madsen romanen "Trafficking A/S". Ellers gik han på pension.

"Han begik vigtig, kritisk journalistik længere, end man kan forlange," lyder det i Informations nekrolog.

Bisættelsen har fundet sted.

Han efterlader sig børn, børnebørn og "et journalistisk virke, der stadig rager op i landskabet", skriver Information.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også