Kopi-sag på netavisen Pio vokser

Ud af 68 linjer i en artikel på piopio.dk i november 2020 var 61 kopieret fra en artikel på Altinget, og selvom chefredaktør Niels Jespersen blev gjort opmærksom på sagen og indskærpede over for redaktionen, at det ikke var inden for skiven af praksis, så fortsatte kopieringen ind i 2021. Det skriver Ekstra Bladet.
Artiklen følger i slipstrømmen på avisens afsløring i sidste uge af, Netavisen Pio har kopieret op mod 39 artikler fra forskellige medier over det seneste års tid. Tallet er nu vokset til 41.
"Jeg har ikke været vidende om, at vi har kopieret i det omfang, men når det er sagt, så er det mit ansvar, og det falder tilbage på mig," har chefredaktør Niels Jespersen tidligere sagt til Ekstra Bladet.
Pio har efter afsløringen valgt at trække de omtalte artikler tilbage og hjemsende journalisten bag artiklerne.
Det skrev chefredaktør Niels Jespersen selv i et indlæg på piopio.dk. Her beklagede han sagen og skrev, at de pågældende ekspempler ikke lever op til de standarder, Netavisen Pio skal have.
Han fastholdt samtidig, at han ikke har kendt til omfanget af plagiering på mediet. Der er nu indledt en undersøgelse af sagen på Pio.