Amerikanske aviser opfordrer til tålmodighed med valgresultat

Det kan skabe frustration og ængstelse at vente på valgresultatet. Men det kan nok ikke undgås, mener aviser.
Billede fra valgsted i Kentucky. | Foto: Jon Cherry/AFP/Ritzau Scanpix
Billede fra valgsted i Kentucky. | Foto: Jon Cherry/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Amerikanerne skal være tålmodige, når de venter på valgresultaterne fra præsidentvalget. For det er langtfra sikkert, at de kommer lige med det første.

Sådan lyder vurderingen i ledere hos de amerikanske aviser Los Angeles Times og Chicago Tribune.

Los Angeles Times, som hører til i den demokratiske højborg Californien, peger på, at der er en mulighed for, at resultaterne er klar tirsdag lokal tid. Men den er spinkel.

"At vente et par ekstra dage efter sådan en intens og betydningsfuld kampagne vil være frustrerende. Men det er ikke en indikation på et valgsystem med svindel," står der i avisens leder.

Den fremhæver videre, at det snarere vil være et godt tegn på, at demokratiet virker på trods af pandemien, hvis der ikke er et resultat hurtigt klart.

Det vil understrege, at brevstemmerne bliver undersøgt grundigt, så de ikke kan være genstand for efterfølgende kritik. Tidligere har præsident Donald Trump påstået, at brevstemmer vil føre til valgsvindel.

Chicago Tribune fremhæver, at der ikke er nogen grund til at tro, at flere forhåndsstemmer vil føre til valgsvindel.

"Den større bekymring er, at opgaven med at optælle alle stemmerne vil tage tid, hvilket vil skabe ængstelse," skriver avisen i sin leder.

Forud for selve valgdagen er der afgivet knap 100 mio. stemmer.

Den endelige optælling af stemmer ventes ved dette valg at tage længere tid end ved tidligere valg – blandt andet fordi coronasituationen har fået usædvanligt mange vælgere til at stemme på forhånd.

Det er forskelligt fra stat til stat, hvornår forhåndsstemmer tælles op.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også