Aarhus-rådmand vil ikke anmelde Ekstra Bladet for forbudte optagelser

TV 2 fik forbud mod at vise skjulte optagelser fra et plejehjem. Mandag aften bragte Ekstra Bladet dem, men der er ikke en politianmeldelse på vej, lyder det fra rådmand.
Foto: Philip Davali/Philip Davali, Ekstra Bladet/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Philip Davali, Ekstra Bladet/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Aarhus Kommunes ældrerådmand, Jette Skive (DF), har ikke tænkt sig at ty til en politianmeldelse af Ekstra Bladet.

Det fortæller hun, efter at Ekstra Bladet mandag aften har bragt skjulte optagelser fra et aarhusiansk plejehjem, som TV 2 havde fået forbud mod at vise.

"Det, jeg siger nu, er, at jeg agter ikke at gøre det. For Landsretten har talt. TV 2 må ikke vise dem," siger hun.

Optagelserne viser episoder, som eksperter, TV 2 og Ekstra Bladet har talt med, betegner som omsorgssvigt og nedværdigende behandling.

Her ses en demensramt kvinde, der blandt andet hænger syv minutter i en lift, mens personalet forsøger at få hende til at presse afføring ud i en ble, der ligger på sengen.

Det sker, til trods for at kvinden flere gange siger, at det gør ondt.

Landsretten har forbudt TV 2 at bruge optagelserne, da det vurderes, at kvinden ikke er i stand til at give samtykke.

Hendes syv børn og barnebarn, der er værge, har dog ønsket, at optagelserne, der er gennemført over 16 dage i efteråret 2019, skulle frem.

Jette Skive fortæller, at hun har hele tiden har villet vise de her klip frem.

"Men jeg har jo en forpligtelse, som jeg har gentaget mange gange. Den forpligtelse har jeg levet op til," siger hun.

"Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke gerne ville have vist de her billeder. Det (politianmeldelse, red.) må myndighederne tage sig af. Jeg er ikke jurist, og det er juristeri, det drejer sig om nu. Så det vil jeg simpelthen ikke ind i," siger rådmanden.

Er der så noget embedsværk i kommunen, som kigger på, om der skal lægges en sag an?

"Jeg går ikke ud fra, at vi gør noget ud af det fra Aarhus Kommune. Det må være en myndighedssag," siger Jette Skive.

Det var Aarhus Kommune, som fik nedlagt forbuddet - først i byretten og siden i landsretten.

Professor: Skjulte optagelser fra plejehjem kan være berettigede

Ekstra Bladet: "Du skal se, hvad der foregår, fogedforbud eller ej"

Ekstra Bladet bryder fogedforbud og viser skjulte optagelser fra plejehjem 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også