Herning Folkeblad vil nå nye abonnenter med ny digital søndagsavis

Mediehusene Midtjylland går med støtte fra Innovationspuljen i luften med et søndagsunivers på nettet, som skal trække nye læsere til for 69 kr. om måneden.
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix

Lokalnyt, portrætter, livsstilsstof og krydsord er blandt det indhold, som et rent digitalt mediesite især målrettet midtjyske brugere, Forum Søndag, vil diske op med fra 17. maj. Det skriver Mediehusene Midtjylland, som står bag den nye lokalside, i en pressemeddelelse.

"Forum Søndag giver de eksisterende abonnenter noget ekstra, men initiativet er også i høj grad et tilbud til nye læsere. Søndagen egner sig til fordybelse. Vi tror, der er et behov for et attraktivt og læseværdigt produkt til den hyggeligste dag i ugen, hvor du måske har lidt mere tid og ro til den gode læseoplevelse og til at samle op på lokale begivenheder efter en travl uge," siger Alex Nielsen, adm. direktør for Mediehusene Midtjylland, i meddelelsen.

Mediehusene Midtjylland består af Herning Folkeblad og Midtjyllands Avis. De to avisers i alt 18.000 abonnenter vil få gratis adgang til siden, mens nye læsere af Forum Søndag skal betale 69 kr. om måneden for tjenesten, som vil blive produceret i en lokal Herning-udgave og en lokal Silkeborg-udgave.

Projektet bliver lanceret med støtte fra Innovationspuljen i ryggen. I alt har Mediehusene Midtjylland modtaget 1,1 mio. kr., som skal gå til et samlet digitalt projekt, som Forum Søndag er første del af, oplyser Alex Nielsen.

I løbet af det næste år vil mediehuset lancere yderligere digitale sites, der for eksempel kan dække et afgrænset geografisk område eller et bestemt interesseområde, lyder det i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu