Bornholms Tidende lægger flere kræfter i nærområderne med ny strategi

Det lokale dagblad inddeler journaliststaben i tre lokalredaktioner, der skal overvåge hver sin del af øen. Det er udmøntningen af en ny strategi, der også dikterer, at avisen fremover skal have digitalt fortegn.
Foto: Berit Hvassum, Bornholms Tidende
Foto: Berit Hvassum, Bornholms Tidende

Få måneder efter den tidligere chefredaktør for fagbladet Journalisten, Øjvind Hesselager, har overtaget tilsvarende post på det lokale dagblad Bornholms Tidende, han han nu gjort boet op og lagt en ny strategi for den godt halvandet hundrede år gamle avis. Det fremgår af en leder i avisen mandag.

Indholdsproduktionen til Bornholms Tidende er internt blevet delt op i tre redaktioner, der har fokus på hvert sit geografiske område af øen. Ifølge chefredaktøren handler det bl.a. om at styrke den nærlokale dækning og læserkontakten.

"Vi skal hele øen rundt, og nye tider kræver en ny avis. Det gælder både på internettet og her i den trykte version. Vi skal hver dag vise, at vi er her for alle vores læsere og alle vores annoncører," skriver Øjvind Hesselager.

"Vores vision er, at mange af lokalhistorierne skal være så væsentlige, at de kan interessere alle på øen. For avisen har en opgave: Den skal styrke fællesskabet. Fordi vi kan lære af hinanden. Også i krisetider."

Ø-eksperter

Hver af de tre redaktioner er bemandet med tre eller fire journalister, der hver også har et tværgående fokus på eksempelvis kultur, turisme, uddannelse og erhverv. I den forbindelse er den journalistiske stab blevet udvidet med et sæt ekstra hænder.

Derudover er avisens design og layout blevet "strammet op", ligesom chefredaktøren fortæller, at Bornholms Tidende fremover vi bringe flere friske billeder frem for arkivbilleder.

Øjvind Hesselager har desuden varslet, at der med den nye avis vil blive skruet "væsentligt op" for dækningen af både nyheder og baggrundshistorier, men at det fremover sker med et digitalt fortegn og fokus på onlineudgivelse.

Bornholms Tidende har eksisteret siden 1866. Avisen udkommer i et oplag på omkring 6.450 stk. ifølge egne oplysninger.

Lokalaviser til læsere på fælles forside: I kan ikke undvære os

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også