Q&co om medie-hjælpepakke, kritiseret DR-klip og en ny kult-chefredaktør

Nok engang er det blevet torsdag, og det betyder en ny udgave af MediaWatchs mediemagasin Q&co. Henrik Qvortrup er som sædvanlig vært på ugens program, der på grund af coronasituationen er uden medvært.
Vil du springe frem til ét bestemt indslag? Spol frem til:
00:03:20 Kritisk corona-krise blandt danske medier – Louise Brincker, direktør, Danske Medier
00:12:02 Politisk rygvind til presset mediebranche – Kristian Thulesen Dahl (DF) og Britt Bager (V)
00:24:34 Venner kritiserer Ole Michelsens eftermæle på DR – Peter Skeel Hjorth og Gustav Lützhøft, redaktionschef, DR
00:44:16 Borgmestre bakker op om regionale medier – Peter Rahbæk Juel, S-borgmester i Odense
00:52:52 Tillidsmand kritiserer timing i Berlingske-fyringer – Hans Mortensen, Weekendavisen
00:58:59 Pressen har fået en ny ’action man’ – Knud Meldgaard, TRANSEUROPA
Debat om pressede medier
Ligesom i de seneste uger er dagens udgave præget af coronakrisen. Danske Medier, de private mediers interesseorganisation, foreslog mandag, at politikerne vedtager en særlig hjælpepakke til trængte mediehuse. Adm. direktør Louise Brincker sætter ord på mediernes økonomiske situation. Britt Bager, medieordfører for Venstre, og Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, gæster også programmet, og de er klar til at se på en særlig håndsrækning til mediedanmark.
En opfordring til en håndsrækning kom der i ugens løb fra en stribe borgmestre rundt om i landet. Tegn abonnement på et lokalt medie, lød opfordringen fra blandt andet Odense Kommunes borgmester, Peter Rahbæk Juel. Han gæster Q&co.
Ole Michelsen, mangeårig vært hos DR, gik bort i begyndelsen af måneden. Kort efter lagde DR et klip ud, hvor tv-værten før sin død gjorde status over det liv, som altså sluttede 5. marts i år. Men klippet udstiller en alzheimer-ramt og svækket Ole Michelsen, lyder kritikken fra journalist Peter Skeel Hjorth. DR svarer på tiltale.
Mediet Transeuropa og dets chefredaktør Knud Meldgaard har ikke tiltrukket sig den store opmærksomhed hidtil. Men de seneste uger er chefredaktøren fra nichemediet blevet kult i særligt Twitter-Danmark med sin tilstedeværelse til det utal af pressemøder, som regeringen har afholdt i forbindelse med coronakrisen. Henrik Qvortrup har talt med Knud Meldgaard om den pludselige opmærksomhed.
Q&co er tilgængelig på MediaWatchs website og app. For den bedste lytteoplevelse anbefales det at lytte i vores app. Den kan downloades her til IOS og her til Android. Her kan du også let lytte til tidligere episoder af vores ugentlige mediemagasin - de ligger i menuen til venstre i appen.
