JP/Politiken-formand vil ikke fremlægge chefredaktørers løn

Åbenheden om løn til ledende medarbejdere i JP/Politikens Hus skal ikke udstrækkes til chefredaktører, hvis man spørger medieselskabets bestyrelsesformand.
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix

Der er ingen planer om at offentliggøre hverken chefredaktørers lønninger eller bestyrelsesmedlemmers, chefredaktørers eller direktørers økonomiske interesser gennem større aktieposter, oplyser Lars Munch, bestyrelsesformand for JP/Politikens Hus, til Netavisen Pio.

"Flere og flere store virksomheder angiver individuelle honorarer for direktions- og bestyrelsesmedlemmer, og det har vi nu valgt også at gøre. Jeg har svært ved at forestille mig et krav om offentlig indsigt i funktionæransattes individuelle lønforhold, og jeg synes ikke, det er rimeligt at forvente yderligere indsigt i privatøkonomiske forhold for ansatte, hvad enten de er funktionærer, direktører eller bestyrelsesmedlemmer," skriver han i en skriftlig kommentar til mediet.

JP/Politikens Hus har i regnskabet for 2019, der blev præsenteret tidligere på ugen, valgt at oplyse, hvad hvert enkelt medlem af direktion og bestyrelse får i vederlag. Adm. direktør Stig Ørskov tjente sidste år 5,871 mio. kr. alt i alt, koncernøkonomidirektør Henrik Schjerbeck 3,479 mio. kr., og direktør Dorthe Bjerregaard-Knudsen 3,145 mio. kr. Tidligere har selskabet alene oplyst, hvad direktionsmedlemmerne samlet set tjener.

De menige medlemmer af bestyrelsen fik sidste år 250.000 kr. i vederlag, næstformanden modtog 500.000 kr., mens formand Lars Munch fik 2,314 mio. kr. Særligt formandens vederlag har været genstand for kritik, og det er i den absolut høje ende, hvis man sammenligner med andre virksomheder, som Journalisten skrev onsdag.

Debatten om åbenhed om chefredaktørlønninger har bølget frem og tilbage de seneste år. I 2017 blev der fra politisk hold foreslået, at medieselskaber skulle fremlægge cheflønninger for at få del i mediestøtten – et forslag, der imidlertid aldrig blev til virkelighed. Debatten fik blandt andet Berlingske Media til at lægge tal frem for, hvad chefredaktørerne i selskabet gennemsnitligt tjente.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også