MediaWatch

Kina udviser amerikanske journalister for corona-artikel

Journalister fra The Wall Street Journal har fået fem dage til at forlade Kina på grund af artikel om virus. (Opdateret)

Foto: Shannon Stapleton/Reuters/Ritzau Scanpix

TTre journalister fra den amerikanske avis The Wall Street Journal har fået besked på at forlade Kina.

Det skyldes, at avisen i starten af februar bragte en kronik om, hvordan det kinesiske styre har håndteret udbruddet af et coronavirus.

Kronikken, der blev publiceret 3. februar, bar overskriften "Kina er Asiens virkelig syge mand", hvilket åbenbart var for meget for det kinesiske styre.

En talsmand for den kinesiske regering kalder overskriften "racistisk" og har krævet en undskyldning fra avisen.

Undskyldningen er dog udeblevet, og det får nu konsekvenser for avisens journalister i Kina.

"Vi har derfor besluttet, at de tre journalister fra The Wall Street Journal i Beijing vil få inddraget deres pressekort fra i dag."

Det siger talsmand for den kinesiske regering Geng Shuang på et pressemøde onsdag.

De tre journalister - to amerikanere og en australier - har fået fem dage til at forlade Kina.

De tre journalister havde ikke haft noget med den pågældende kronik at gøre. Den blev skrevet af en professor ved Bard College og er en kritik af det kinesiske styres håndtering af udbruddet af coronavirus.

I kronikken beskyldes myndighederne i Wuhan - udbruddets epicenter - for at være hemmelighedsfulde omkring udbruddet.

Kina har også været efter den danske avis Jyllands-Posten i forbindelse med virusudbruddet, der hidtil har kostet flere end 2000 mennesker livet.

Det skete, da avisen bragte en satiretegning, hvor de fem gule stjerner i Kinas flag var skiftet ud med symboler for coronavirusset.

Det fik Kina til at forlange en undskyldning fra Jyllands-Posten, hvilket avisen dog afviste.

/ritzau/AFP

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere