Jysk Fynske vil udgive ny ugeavis i kølvandet på sydjysk avislukning

Få dage efter handelsforeningen i Vamdrup trak stikket på byens lokalavis, rykker Jysk Fynske nu ind med ny ugeavis fra nytår. Det sker få dage efter, koncernen lukkede en anden jysk lokalavis.
Foto: PR/Jysk Fynske Medier/Mads Hansen/Jysk Fynske Medier
Foto: PR/Jysk Fynske Medier/Mads Hansen/Jysk Fynske Medier

Jysk Fynske Medier rykker i det nye år ind i Vamdrup i Sydjylland og åbner en ny ugeavis.

Det sker, efter byens lokalavis gennem 95 år, Vamdrup Ugeblad, der er ejet af Vamdrup Handelsforening, tidligere på ugen meldte ud, at ugeavisen lukker på grund af svigtende økonomi.

"Vi har haft en god og konstruktiv dialog med kunderne i området og modtaget tilsagn om opbakning og annoncering. Vurderingen er at vi sammen kan skabe et godt produkt samtidig med at Jysk Fynske Medier kan tilbyde en bredere pallette med radio og online," udtaler kommerciel direktør i Jysk Fynske, Jens Bundaard Poulsen.

Produceres i Billund

Jysk Fynske Medier udgiver i forvejen flere end 50 ugeaviser. Den nye titel i familien vil blive udgivet fra 6. og 7. januar og produceres af Mediehuset Billund. Det redaktionelle indhold skal varetages af Jysk Fynskes fællesredaktion i Kolding.

"Når vi skal sige det lidt fint, kalder vi det at støtte demokrati og sammenhængskraft. Det gælder også i Vamdrup, som er et levende lokalsamfund med masser at skrive om for den nye ugeavis. Der er et godt handelsliv, masser af foreninger og mange spændende mennesker. Derfor er det helt naturligt for os at starte den nye ugeavis for at komme endnu tættere på Vamdrup," siger ansv. chefredaktør i Jysk Fynske, Peter Orry, i meddelelsen.

Meldingen om den nye ugeavis kommer få dage efter, Jysk Fynske besluttede at lukke sin ugeavis i den vestjyske by Vinderup, der ifølge koncernen ikke længere var rentabel at drive. Vinderup Avis udkommer sidste gang i dag, onsdag, efter 87 år.

Lukning af vestjysk ugeavis fører ingen fyringer med sig 

Jysk Fynske lukker vestjysk ugeavis 

De Lokale Ugeaviser vil overbevise annoncører med ny viden

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også