Forfatter kritiserer pressens dækning af hvidvasksag i Danske Bank

Journalist og forfatter Flemming Rose kritiserer i forordet til en ny bog om Danske Banks hvidvasksag pressens, heriblandt Berlingskes, dækning af sagen, der har kostet flere topledere jobbet. Kritikken er "en dyb vildfarelse," mener Berlingske.
Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

I forordet til en ny bog om hvidvasksagen i Danske Bank, hvor den såkaldte hvidvaskjæger Bill Browder sættes under kritisk lup, langer journalist og forfatter Flemming Rose ud efter pressens og navnlig Berlingskes dækning af sagen, der gav avisen dansk journalistiks fornemmeste pris, Cavlingprisen.

Flemming Rose retter blandt andet fokus mod Berlingskes relation til Bill Browder.

"Det er vigtigt. Ikke mindst fordi Browder selv ved flere lejligheder har talt om sit "samarbejde" med Berlingske, senest i en tale i Europa-Parlamentet i januar 2019, men også fordi Browders brug af medierne til at fremme sit budskab er nøje gennemtænkt og rejser principielle spørgsmål om forholdet mellem medier og retsstat," skriver Flemming Rose i forordet, der torsdag bringes hos Børsen.

Bogen "Troldmanden: Historien om Danske Bank, hvidvask og manden, der bedrog verden" er skrevet af Lars Abild og Birgitte Dyrekilde og udkommer 12. august.

I en replik til udsagnene fra forfatterne og Flemming Rose skriver Berlingskes journalister Michael Lund, Simon Bendtsen, Eva Jung og redaktør Peter Suppli Benson, at det er "en dyb vildfarelse at tro, at Bill Browder spiller en større rolle i Berlingskes afdækning af hvidvasksagen i Danske Bank."

"Vi kan naturligvis ikke udtale os om, hvem vores kilder er eller ikke er. Men vi kan oplyse, at vores arbejde baserer sig på dokumentation fra adskillige kilder, der uafhængigt af hinanden og over skiftende perioder har delt materiale med os. Kilderne har vi selv opsøgt og overtalt til at hjælpe os mod garantier om kildebeskyttelse. Og vi har naturligvis trykprøvet oplysningerne grundigt for at sikre os, at dokumentationen var ægte. Det har den tydeligvis været, hvilket afspejles i Danske Banks advokatundersøgelse og sagens dramatiske konsekvenser," lyder det fra Berlingske journalister i replikken, der kan læses hos Børsen i sin fulde længde.

Hvidvasksagen i Danske Bank ledte blandt andet til, at Thomas Borgen stoppede som topchef i Danske Bank, og også den tidligere Danske Bank-formand Ole Andersen trak sig, mens den forhenværende formand for Finanstilsynet Henrik Ramlau-Hansen, der er tidligere økonomidirektør i Danske Bank, forlod posten som tilsynsformand på grund af sagen.

Denne artikel er leveret af vores søstermedie FinansWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også