MediaWatch

Chefredaktører sigtet i sag om PET-bog

Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, er blevet sigtet for at have videregivet fortrolige oplysninger i forbindelse med omtale af bogen "Syv år for PET". Også Politikens chefredaktør og journalisten bag bogen er sigtet. (Opdateret 15.48)

Thomas Borberg/POLFOTO
Foto: Thomas Borberg/POLFOTO

Opdateret kl. 15 med oplysninger om sigtelse mod Christian Jensen og Morten Skjoldager. Opdateret igen kl. 15.48 med oplysningen om, at Jørgen Ramskov, chefredaktør for Radio24syv, også forventer at være sigtet.

Der er nu blevet rejst sigtelse mod Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet, i forbindelse med, at avisen i 2016 viderebragte oplysninger fra bogen "Syv år for PET" om den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste Jakob Scharf. Det skriver Ekstra Bladet.

Det sker, efter der i marts blev rejst sigtelse mod hovedpersonen selv for at have brudt sin tavshedspligt i bogen.

Ifølge sigtelsen har Poul Madsen videregivet "fortrolige oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold samt oplysninger, der var fortrolige af hensyn til statens sikkerhed, og som hidrørte fra Jakob Scharf, der er tiltalt for at have brudt sin tavshedspligt," citerer avisen fra sigtelsen.

Det sker på baggrund af, at Ekstra Bladet, trods et midlertidigt fogedforbud afsagt af Københavns Byret 6. oktober 2016, valgte at viderebringe oplysninger fra bogen både online og i papiravisen.

"Det er helt uberettiget. Vi tog netop hensyn til, at der kunne være detaljer, der kunne være fortrolige, og der var detaljer, vi ikke viderebragte, derfor er sigtelsen helt uretmæssig," siger Poul Madsen om sigtelsen til eb.dk.

Sigtelse mod Politikens chefredaktør

Også Politikens chefredaktør, Christian Jensen, som valgte at udgive bogen som tillæg til avisen trods fogedforbuddet, samt journalist Morten Skjoldager, der har skrevet bogen, er blevet sigtet. Det skriver Politiken.

Det kommer dog ikke som en overraskelse for avisens chefredaktør.

"Jeg er snarere overrasket over, at jeg først hører noget nu. Det er jo trods alt et år og ti måneder, siden vi udgav bogen, og andre medier omtalte indholdet af den. Som dengang har jeg ikke haft nogen grund til at tro, at der i bogen viderebringes fortrolige oplysninger, da kilden til oplysningerne er den tidligere chef for PET," siger Christian Jensen til Politiken.

Københavns Politi har ikke ønsket at kommentere sagen ifølge avisen.

Jakob Scharf har siden 2016 fastholdt, at han ikke har brudt sin tavshedspligt, men grundlæggende set har givet et uddybende interview i bogform. Bliver han dømt efter straffelovens skærpede bestemmelse om tavshedsbrud, risikerer han op til to års fængsel.

Jørgen Ramskov kan være sigtet også

Jørgen Ramskov, chefredaktør på Radio24syv, ved endnu ikke, om han også er sigtet for viderebringelse af fortrolige oplysninger i forbindelsen med PET-bogen. Han er på ferie, oplyser han til Ritzau, og har derfor ikke kunnet tjekke sin post. Han forventer dog at være sigtet ligesom de to andre chefredaktører.

"Hele sagen er blæst helt ud af proportioner. Jeg var anmeldt i samme bunke som de to andre chefredaktører, da vi på Radio24Syv også omtalte indholdet af bogen," siger han til Ritzau og fortsætter:

"Det synes jeg, at vi gjorde på en fornuftig måde. Det gjorde vi som en del af vores pligt om at oplyse borgerne om, hvad der foregår i samfundet."

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere