North Media-ejet distributør har overtrådt markedsføringsregler

FK Distribution har overtrådt god markedsføringsskik i markedsføringen af konceptet Nejtak+, vurderer Forbrugerombudsmanden.

North Medias distributionsselskab FK Distribution har overtrådt god markedsføringsskik. Det vurderer Forbrugerombudsmanden, fremgår det af en pressemeddelelse.

Overtrædelserne af reglerne er sket i forbindelse med markedsføringen af konceptet Nejtak+, som FK Distribution står bag. Ifølge Forbrugerombudsmanden har FK Distribution bl.a. ringet til forbrugere uden at gøre dem tilstrækkeligt opmærksomme på, at de blev tilmeldt NejTak+, og hvad tilmeldingen indebar. Dertil kommer, at FK Distributions hjemmeside minetilbud.dk, hvor forbrugerne kan tilmelde sig Nejtak+, ikke har tilstrækkeligt tydeligt oplyst om, at forbrugerne kun kan vælge tilbudsaviser, der bliver omdelt af FK Distribution, skriver Forbrugerombudsmanden.

"Det er vigtigt, at forbrugerne kender vilkårene, når de tilmelder sig et koncept som Nejtak+. Jeg har derfor understreget over for FK Distribution, at de fremover skal sikre sig, at forbrugerne tydeligt bliver oplyst om, at de bliver tilmeldt Nejtak+, og hvad tilmeldingen indebærer," udtaler Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen.

Ifølge Forbrugerombudsmanden har FK Distribution oplyst, at selskabet på nuværende tidspunkt ikke bruger telemarketing til at få nye tilmeldinger til Nejtak+.

Konceptet NejTak+ giver forbrugerne mulighed for at tilvælge reklamer fra bestemte virksomheder, hvis de er tilmeldt en "Nej Tak"-ordning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også