Debat: Google og Facebook er et større problem end Netflix og HBO

Google og Facebook udgør en større trussel mod dansk medieøkonomi end streamingtjenester og henter så store penge ud af det danske mediemarked, at det kalder på politisk handling, skriver Finn Graversen i debatten.
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Marcio Jose Sanchez
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Marcio Jose Sanchez
AF FINN GRAVERSEN, SELVSTÆNDIG JOURNALIST, GRAVERSEN.KOM

DEBAT | Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, vil have Netflix og HBO til at bidrage til produktion af dansk indhold. Det er et af partiets krav til forhandlingerne om et nyt medieforlig.

Med undtagelse af kulturminister, Mette Bock, har ideen fået en rimelig positiv modtagelse.

Mogens Jensen har dog også nævnt, at man også gerne ser Google og Facebook bidrage, og dette er reelt en mere interessant tanke, for de to medier har formentlig en langt større indvirkning på det danske mediemarked.

Der er bare ikke nogen speciel grund til at kæde Google og Facebook sammen med produktionen af film og serier, som det sker med Netflix og HBO. Det vil være mere logisk at lade dem bidrage til de journalistiske medier, gennem f.eks. en øget mediestøtte.

Nogle få tal illustrerer det ganske godt.

Ifølge en rapport fra Slots- og Kulturstyrelsen havde Google og Facebook en annonceomsætning i 2016 på omkring 3,7 mia. kr.

Det svarer til omsætningen i JP/Politikens Hus og Nordjyske Medier til sammen. De to arbejdspladser lønnede i 2016 omkring 3200 mennesker.

Penge ud af landet

Til sammenligning er der formentlig ikke over 150 ansatte i Danmark hos Google og Facebook – der er omkring 80 hos Google Danmark, mens tal for Facebooks organisation ikke er tilgængelige.

Pointen er, at de to selskabers kæmpestore annonceomsætning faktureres direkte ud af landet og altså ikke gavner det danske mediemarked, selvom det er en omsætning, der er opnået gennem annoncører, der henvender sig til et dansk publikum.

De 3200 medarbejdere hos JP/Politiken og Nordjyske fik til sammen ca. 1,7 mia. kr. i løn. Sætter man deres gennemsnitlige beskatning til 35 pct. giver det knap 600 mio. kr. i skattekassen.

Men endnu værre – de 3,7 mia. kr., som Google og Facebook omsætter for, ville indebære en gevaldig styrkelse af danske mediers muligheder for at konkurrere om indhold.

Producerer ikke noget

Det er populært at tale om disruption i forbindelse med den digitale udvikling. Men det er et ord, der har til hensigt at kaste et positivt skær over noget, der ikke behøver være spor godt.

Hvis Google og Facebook var medier, der var bedre end de etablerede aktører til at producere journalistisk indhold digtalt, så er det svært at indvende noget imod den disruption, som de trykte medier i så fald blev udsat for.

Men Google og Facebook producerer ikke noget som helst – reelt snylter de på det indhold, som andre producerer, og gør det på en måde som udhuler det økonomiske grundlag for journalistiske medier og indholdsproducenter.

Kald det disruption, kald det noget andet – men det er en destruktiv kraft på både det danske mediemarked og alle andre markeder. Læs bare Jonathan Taplins bog, "Move fast and break things", der for nylig er udkommet på Jyllands-Postens Forlag. Det er en hårrejsende gennemgang af den ødelæggende kraft, som både Google, Facebook og Amazon har på samfundet.

Mere interessant end DR-kamp

Jonathan Taplins pointe er, at man ikke bare kan placere dem som en erhvervshistorie. De er monopoler, og de har alle karakteristika på monopoler, der burde ske en politisk indgriben over for. Og så har de stor og skadelig indflydelse på vores kultur og demokrati.

Det gælder ikke mindst i et lille sprogområde som det danske. Derfor er der rigtig god grund til, at politikerne går i gang med at forsøge at få fat om nosserne på selskaberne.

Monopol-aspektet hører til hos Margrethe Vestager i Bruxelles, men Google og Facebook henter så mange penge ud af det danske marked, at det vil være en rigtig god ide at forsøge at få en langt større del af dem til at blive i Danmark til gavn for ikke bare film- og serie-produktionen men hele den danske medieverden.

Og så kan man også passende tilføje, at det vil være en mere interessant kamp for de danske dagblade end at angribe Danmarks Radio.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også