Rebekah Brooks frifundet i hacking-skandale

Den tidligere chefredaktør og hendes mand frifundet i sagen om News of the World. Redaktøren og spindoktoren Andy Coulson fundet skyldig. 
Rebekah Brooks
Rebekah Brooks

Der er i dag faldet domme i den ganske omfattende sag om bl.a. hacking og bestikkelse på den nu lukkede tabloidavis News of the World. Det skriver The Guardian.

Rebekah Brooks, den tidligere chefredaktør for avisen, blev frifundet i fire anklager, inklusive anklagen om at hacke en række telefoner, over en 11-årig periode, mens hun var redaktør for først tabloidavisen The Sun og senere News of the World. Begge ejet af Murdoch-selskabet News International.

Brooks blev ligeledes fundet ikke-skyldig i anklagen om, at hun skulle have nikket til bestikkelse af ansatte i det britiske forsvarsministerium for oplysninger til artikler.  Hun blev også frifundet i to anklager om at forhindre politiets arbejde ved skjule bevismateriale.

Coulson fundet skyldig

Den anden hovedperson i sagen, Andy Coulson, tidligere Brooks' underordnede redaktør for News of the World og senere spindoktor for premierminister David Cameron, blev derimod fundet skyldig.

Den britiske kriminalret i London, kaldet Old Bailey, dømte Andy Coulson skyldig i at orkestrere telefon-hacking, og han står nu til fængselsstraf.

Retten mangler endnu at afgøre skyldsspørgsmålet i en række tilknyttede sager. Blandt anklagen mod Andy Coulson og den tidligere royal-redaktør ved News of the World, Clive Goodman, for at planlægge at bestikke politibetjente for at udlevere oplysninger om det britiske kongehus.

Coulson forlod i 2011 jobbet som rådgiver for David Cameron på grund af den verserende skandale-sag.

Brooks' mand Charlie Brooks, hendes personlige sekretær, Cheryl Carter og chefen for sikkerhed i News International, Mark Hanna, blev også frifundet i sagen.

Retssagen har taget i alt 11 måneder, inden retten den 11. juni trak sig tilbage for at votere.

Har rystet det britiske medielandskab

Sagen, der blev afsløret i 2009 af avisen The Guardian, involverer anklager om hacking af en stribe kendte og ikke-kendte personers telefoner og telefonsvarer. Den omhandler også anklager om bestikkelse af politibetjente og forsøg på at forhindre politiets arbejde ved at skjule materiale. To år forinden var News of the World-journalisten Clive Goodman blevet idømt fire måneders fængsel for at have aflyttet kongehusets telefoner, men Guardian afslørede, at der havde været langt mere omfattende hacking på avisen.

Den mest alvorlige hacking-anklage handler om teenageren Milly Dowlers telefonsvarer i 2002, da Milly Dowler var blevet kidnappet og senere fundet død. Hendes mobiltelefon blev aflyttet af en privatdetektiv, hyret af News of the World, mens Brooks var redaktør, og Coulson var hendes underordnede.

Sagen førte til, at Murdoch lukkede søndagsavisen News of the World i juli 2011. I dagene op til lukninen havde flere store annoncører trukket deres annoncer fra avisen. 200 stillinger blev nedlagt i forbindelse med lukningen.

I 2012 lancerede News International dog en søndagsavis til søsteravisen The Sun, The Sun on Sunday, som erstatning.

News International har udbetalt erstatninger til en række personder, der er blevet hacket. Blandt andet skuespilleren Sienna Miller.

Det britiske pressenævn, PCC, fik alvorlig kritik, bl.a. af David Cameron, for sin manglende handling i sagen. I 2011 blev det bestemt, at PCC skulle nedlægges og afløses af et nyt system. Den såkaldte Leveson-høring (opkaldt efter tovholderen, dommer Brian Leveson) fik til opgave at redegøre for situationen og komme med forslag til et nyt system. Leveson-rapporten udkom i november 2012 med alvorlig kritik af den britiske presse. Endnu er der dog ikke fundet et nyt system for (selv-)regulering af pressen.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også