"TV 2 er stadig en lækkerbidsken"

Kærlighed, selvros og et utroligt tålmod hører til de kvaliteter, der har sikret en plads blandt denne uges fem bedste citater fra medieverdenen.

5.
"Vi mener ikke, at tiden er inde til en anden form for fordeling end objektive kriterier, men vi siger samtidig, at hvis vi er forsikrede i den næste medieforligsperiode, er vi parate til at drøfte det i den kommende periode."

Ebbe Dal, direktør Danske Dagblades Forening til Jyllands-Posten om DDF's holdning til udredningen om mediestøtten og muligheden for at åbne for støtte til netmedier.

Havde han fået ideen først, ville Ebbe Dal uden tvivl have lavet en 'Michael Christiansen' og meldt dagbladene helt ud af mediestøttedebatten. Det er jo dem, der får nyhedshjulene til at dreje rundt. Dog med et par statslige håndøre i form af cirka 1,5 milliarder kroner. Ebbe Dal holder dog den lettere arrogante stil med denne trussel, der også kan høres fra børn i en slikbutik: "Får jeg noget nu, lover jeg ikke at plage senere ..."  Spørgsmålet er, hvor pålideligt et løfte det er - men en femteplads for åbningen bliver det til herfra.

4.
"Det sker ekstremt sjældent, at danske formater sælger så godt. Det er ikke set siden 'Den store klassefest'."

- Peter Hansen, kreativ direktør i Nordisk Film TV, der netop er blevet købt af Banijay, om formatet 'Min fede familie'.

Til gengæld er Den store klassefest blevet skamferet i en grad så tv-krikken dårligt kunne humpe sig over skærmen i sidste omgang. Respekt for at det svært og dyrt at udvikle underholdningsformater, men stop for guds skyld visningen af dem, mens legen er god. Peter Hansen-citatet får en fjerdeplads - og krydsede fingre for, at klassefesten er slut for nu.

3.
"Det er kærlighedshistorien om den konflikt, han oplever, da han hører om hendes fortid, og om den civilisationskonflikt han møder, fordi han som demokrat efter vestlige standarder aldrig rigtig kan forstå hendes verden."- Frode Højer Pedersen, instruktør, om sin nye fiktionsserie på Dk4.

Det er (for) sjældent, at citaterne på MediaWatch nærmer sig den slags poetiske højder, og det kalder i sig selv på en plads på Citattoppen. Men vi bliver helt i tvivl. Taler Frode Højer Pedersen om en tv-serie, eller er det i virkeligheden et opkog af mødet mellem pressedarlingerne Erik og Anni? Vi lader spørgsmålet stå - og skænker tredjepladsen til Frode Højer Pedersen og Dk4 for at holde public service-fanen højt.

2.
"Vi har ansat Ditte Okman, fordi vi har en moderne tilgang til politisk kommunikation, og vi vil gerne træde lidt ud af Christiansborg-miljøet."

- Søren Lauridsen, Venstres pressechef om ansættelsen af en tidligere Se og Hør-journalist i partiets pressetjeneste til Berlingske Tidende.

Kære Venstre - det er da alt for meget besvær at ansætte en journalist for at få Venstre "lidt ud af Christianborg-miljøet". Fyr i stedet op for de folkevalgtes privatliv, så kommer ugebladene, der bliver solgt cirka 1,3 millioner stk. af hver uge, jo helt af sig selv. Bare tænk på Morten Helvegs og Line Bauns tur til Berlin - eller Anne-Mette Fogh Rasmussens presse-pletskud i Vild med Dans. Idéen og andenpladsen er hermed videregivet til Søren Lauridsen.

1.
"Vi er fortsat interesseret i at blive broadcaster i Danmark, hvis vi skulle få muligheden gennem et medejerskab af TV 2 på et tidspunkt."

- Steffen Kragh, koncernchef Egmont om at salget af Nordisk Film TV ikke betyder, at Egmont har mistet interessen for tv.

Steffen Kragh må være verdens mest tålmodige mand. Godt nok forsøger TV 2 at komme til at ligne en privat tv-station så meget som muligt, men vejen til et salg er lang som en rigsrevisionsrapport og brolagt med olme konkurrenters talrige sagsanlæg og snævre public service-forpligtelser. Steffen Kragh belønnes med en førsteplads for at holde drømmen og tålmodet i live.

- MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også