Undskyld, men er vi i Nordea eller JP/Politikens Hus?

Skal man ryge pibe for at se talkshow? Tag med på en rundtur blandt ugens fem bedste mediecitater ...

5.
"Det er et program for voksne, der har moderigtige huller i jeansne, men samtidig også ryger pibe. Et program for dem, der har en åben bil, men samtidig også går med tørklæde for ikke at blive forkølet. For dem der kan danse til Medina, men også drikker Amarone."

- Casper Christensen, komiker, i en pressemeddelelse om sit nye talk show 'Aloha!' på TV 2.

I et citat, der må høre til blandt de længste i pressemeddelelsernes historie, udbasunerer Casper Christensen ikke-konceptet for sit nye talkshow. Men han gør det godt. Og så er han bare skæg og ligger derfor på citattoppens femteplads.

4.
"De fine fornemmelser med, at der ikke skal være monopol på medieområdet, er forbi."

- Kim Minke, lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, om "næsten-fusionen" mellem Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis.

Kim Minke sætter en spids nål i nostalgi-boblen. Der bliver færre dagblade lige meget, hvor mange støttekroner vi poster i dem. Danmarks store medievirksomheder er miniputter set med internationale øjne. Og de øjne hviler på Danmark. I hvert fald hviler danskernes øjne på Facebook, Google og andre spændende og aldeles upublicistiske
tjenester. Derfor vil der ske ændringer på mediemarkedet, finanskrise eller ej.

3.
"Det paradoksale er, at man godt må have produkter i programmer i dag. Man må bare ikke tage penge for det. Det hjælper altså ikke forbrugerne ret meget."

- Merete Eldrup, adm. direktør TV 2, til Børsen om et konservativt lovforslag, der vil forbyde betalt product placement i danske tv-programmer.

Merete Eldrup sætter fingeren på et ømt punkt, og hun fortjener en tredjeplads. Alle tv-stationer flyder over med produkter "venligst udlånt" af diverse annoncører. Hvorfor skal de have "gratis" eksponering, når Rigets tv-station fattes penge? Omvendt bliver fristelsen til at lade annoncørerne bestemme, hvilke mærker hovedpersonen er tilhænger af måske for stor hos tv-stationer og producenter. Hvem sagde DR's Toyota-flop i 'Taxa'?

2.
"Er vi i Nordea eller i et kreativt hus på Rådhuspladsen? Det er ikke umiddelbart til at se."

- Marianne Gram, projektchef hos Ekstra Bladet i et debatindlæg der efterspørger unge journalister, som tør tænke skævt og at være sig
selv.

Citatet stikker til enhver journalists iboende funktionær, av,av, av. Når man ser Nordeas forvoksede bunkere ved havnen, ønsker man af al magt, at mediebranchens skævhed ikke går tabt i excel-ark og fremtidsfrygt.

1.
"De kan godt hidse sig op og råbe en gang i mellem – for eksempel at nu slår de dig ihjel eller hænger dig. Det skal man selvfølgelig ikke bare acceptere, men det er ikke noget, man skal gå rundt og være bange for. De gør ikke noget, men man skal kunne klare tonen for at arbejde her."

- Stig Tarnow, bestyrelsesformand for de hjemløses avis Hus Forbi, om "gadens folk" i en artikel om hans jagt på nye redaktionslokaler og en ny redaktør.

Førstepladsen går til Stig Tarnow. Sjældent hører vi fra mediet Hus Forbi, selvom bladet med 398.000 læsere er flot placeret på Gallups måling fra 1. halvår 2009. Når dagbladsbranchen brokker sig over den besværlige og dyre distribution, kan man kun tage hatten af for, at det lykkes Hus Forbi at få så mange pålidelige og engagerede sælgere ...
 

- MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også