Jes Dorph-Petersen til TV3

Efter 22 år på TV 2 tiltræder Jes Dorph-Petersen den 1. april et nyt job på TV3 som Champions League-vært på TV3+.
Per Fanefjord Laursen

Jes Dorph-Petersen bliver fra efteråret 2012 ny Champions League-vært på TV3+.  Han tiltræder dog det nye værtsjob på TV3 allerede omkring den 1. april, når han har afsluttet diverse opgaver for TV2.

En af Danmarks mest driftsikre tv-værter afslutter dermed et 22 år langt ansættelsesforløb hos TV2.

”TV3-kanalerne er i rivende udvikling, og vi har blandt andet som mål at have de bedste tv-værter på vores kanaler til det stigende antal egenproduktioner og den eksklusive sportsdækning, vi har. Vi synes ydmygt, vi er godt på vej, men ansættelsen af Jes Dorph-Petersen flytter os på mange måder,” siger TV3’s adm. direktør Kim Poder.

Jes Dorph-Petersen begynder sin TV3-karriere med dækningen af den nye Champions League-sæson i efteråret 2012, hvor han afløser Peter Schmeichel som vært.  Schmeichel fortsætter på TV3 til ud på foråret, hvorefter han afsøger andre tv-tilbud, oplyser han i en pressemeddelelse.

”Vi er sikre på, at Jes Dorph med sin værtserfaring, sit gode og smittende humør og store fodboldpassion vil kunne bidrage til yderligere udvikling af det fantastiske indhold, som redaktionen på TV3+ har leveret sammen med alle holdene i Champions League hvert år, siger TV3's sportschef Peter Nørrelund. 

Jes Dorph skal i samarbejde med redaktionen og de øvrige eksperter som Preben Elkjær, Brian Laudrup, Jan Mølby, Per Frimann, Peter Kjær og Jesper Grønkjær, skærpe udviklingen af TV3s sportsdækning.

For Jes Dorph-Petersen er der tale om et rent drømmeskifte.

”Efter 22 år på TV2 har jeg indlysende stor sympati for min tidligere arbejdsplads. Jeg har en stor kærlighed til TV2, der har givet mig et fantastisk journalistisk liv og oceaner af gode oplevelser. Det har været en unik rejse gennem alle 22 år, og jeg forlader dem naturligvis ikke uden et vist vemod. Men da jeg fik muligheden for at komme på TV3+ for at lave Champions League, indså jeg, at det her var en af den slags muligheder, man kun får én gang i livet. Jeg har gennem mange år været fast seer på Champions League, og jeg er imponeret over den dækning, TV3+-redaktionen har leveret,” siger Jes Dorph-Petersen.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også