Astrid Haug kvitter Berlingske

Berlingske mister sin community manager, for Astrid Haug har sagt sit job op per 1. december.
MediaWatch

Berlingske Medias ekspert i sociale medier, Astrid Haug, der har fungeret som avisens community manager stopper 1. december. Det skyldes, at hun vil være selvstændig.

“Jeg bliver selvstændig og skal lave kommunikationsrådgivning, undervise og holde foredrag. Det har jeg haft en drøm om længe, og nu føler jeg mig klar til at tage springet ud i det,” siger Astrid Haug.

Hendes opgave har været at integrere sociale medier i Berlingskes nyhedsdækning og interaktion med læserne og brugerne, og de erfaringer skal nu bruges som selvstændig.

“Det bliver selvfølgelig med fokus på sociale medier, og på hvordan man integrerer dem i sin kommunikation. Jeg har også en baggrund som pressechef og kommunikationsrådgiver, som jeg også kan trække på. Tiden er rigtig nu, fordi der er kommet en anden parathed over for at integrere sociale medier i sin kommunikation, så markedet er blevet mere modent,” siger Astrid Haug.

Faste stillinger i de store mediehuse hænger jo ikke på træerne i øjeblikket - hvorfor tør du at give din stilling op?

“Det er noget jeg har overvejet grundigt, men jeg synes ikke man skal blive siddende i et job for at få en fast månedlig indtægt. Jeg har snart været her i to år og synes i al beskedenhed, at en stor del af det, jeg blev ansat til at opnå, er blevet klaret.”

Så det skyldes ikke utilfredshed, at du siger op?

“Nej, jeg har haft det rigtig godt, og det har været superspændende at være en del af at omstille en af verdens ældste aviser og et stort mediehus som Berlingske til den digitale virkelighed. Jeg har fået mange gode erfaringer, som jeg er glad for at tage med mig,” siger Astrid Haug som tilføjer, at udviklingen med at integrere Twitter og Facebook i den daglige dækning har været hjulpet på vej af begivenheder som jordskælvet på Haiti og det arabiske forår.

“Nu er sociale medier en del af måden, vi arbejder på, så jeg føler mig tryg ved at søge nye udfordringer,” siger Astrid Haug.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også