Den nye struktur for DR Medier inkluderede fem nye tidsbegrænsede redaktørposter, som nu stort set alle er besat med interne kandidater. Den nye Fakta-redaktør forventes først offentliggjort i næste uge, oplyser DR.
Julie Schytte Ralund bliver redaktør for DR Mama, de to dr.dk-redaktører bliver Peter Genild og Jes Højen Nielsen, mens Gustav Lützhøft bliver redaktør for DAB-kanalerne.
Julie Schytte Ralund kommer fra en stilling som afdelingsleder i Cross Media hos Aller. Hun har tidligere været tilknyttet DR Ung tilrettelægger, udvikler og projektleder i perioden. I 2006 var hun desuden med til at skrive bogen 'Generation netværk', der igennem cases fra DR kom med 10 bud på, hvordan med bedst kommunikerer med brugere født efter 1990.
Peter Genild har tidligere været redaktør på dr.dk og var efterfølgende ansat i programudvikling i DR.
Jes Højen Nielsen har ligeledes været på dr.dk tidligere som forsideredaktør, hvor han var involveret i dr.dk-projekterne 'Min Sport' og udviklingen af P3-Nyheder og kommer senest fra et job som reporter i DR Nyheder.
Den fjerde af de nye redaktører er Gustav Lützhøft, der bliver redaktør for de digitale radiokanaler. Han kom til DR i 2009, hvor han har været ansat i radiogruppen, i DAB digitalradio Danmark, som projektleder ved Danmarks Indsamling samt projektleder i DR Medier B&U.
DR's medieredaktør Gitte Rabøl kalder de nye redaktører for "et stærkt hold", som skal være med til at sætte klar retning for kanaler og genrer samt være konstruktive sparringspartnere på programproduktion.
- TBH