"En helt ny slags kulturminister"

Danmark får en ny kulturminister, der langt mere end forgængerne vil opdyrke mediemangfoldighed - noget for alle, både finkultur og pop, vurderer hans mediefaglige venner.
Per Fanefjord Laursen

Den nye kulturminister Uffe Elbæk er stort set uden medieprofil, og har kun udtalt sig om mediebrancheforhold, før han blev valgt.  

Mens mediemarkedet venter på ministeren, har MediaWatch  præsenteret et udvalg af hans faglige venner for nogle generelle mediepolitiske spørgsmål. Intensionen er at tegne et portræt af Uffe Elbæk, der kan give en fornemmelse af hans medieprofil.
 
Måske gemmer der sig endda et fingerpeg om, hvilken vej han trækker i de kommende forhandlinger af mediestøtte og en genforhandling af medieforliget.

Har vi fået en kulturminister, der elsker alle slags medier - og elsker at bruge dem?

“Uffe Elbæk er et søgende og eksperimenterende menneske, og jeg er sikker på at han elsker alle slags medier, og forbruger både de gamle medier, og de nye medier på nye digitale platforme. Han er radikal, men ikke kulturradikal,” siger Claus Bülow Christensen, (CBC) digital medieevangelist og analytiker af den internationale digitale medieudviklings betydning for især det danske film- og tv marked.

“Vi har fået en kulturminister, der hylder mangfoldigheden og som selv bruger de nye medier. Det viste hans valgkamp med al tydelighed,” siger Christian Kjeldsen, (CK) chef for Radiodays Europe og tidligere Kommunikations- & Fundraisingchef for Uffe Elbæk på KaosPiloterne.

”Uffe Elbæk er den yngste 57-årige, jeg kender. Han er ikke ung med de unge, men young at heart. Og en stor kommunikator. Og storforbruger af medier - i alle former. Vi kommer til at se en helt ny slags kulturminister,” siger Chefredaktør for MSN Starlounge Nikolaj Vraa (NV)

Der ligger altså ikke en kulturradikal classic under den moderne overflade - med opfattelser af, hvad der er godt for folket - og hvad de ikke bør indtage af medieindhold?

CBC: Det tror jeg faktisk ikke, Uffe Elbæk er ikke radikal på den måde, som jeg opfatter ham. Han vil have en bred respekt for alle former for medieindhold, han er ikke smagsdommer typen, men i højere grad typen, der med nysgerrighed iagttager, hvad folket interesserer sig for kulturelt.

CK: “Uffe har klare holdninger til, hvad der er kvalitet og ikke kvalitet. Umiddelbart er han ikke typen, der sidder klistret foran skærmen og ser ”Kongerne af Marielyst” eller ”Paradise Hotel”. Dermed er ikke sagt, at han ikke mener, at tilbuddene skal være der. Og netop åbenheden overfor mangfoldigheden i udbuddet – noget for enhver fra vugge til grav – vejer tungt.”

I Danmark er kunst noget meget fint og særligt ophøjet. Den meget hårde opdeling mellem f.eks. pop og finkultur er efter sigende en dansk tradition. Er den nye minister en mand, der for eksempel kan nyde at tænde radioen og blot lade pophits strømme ud - og endnu vigtigere - kan han acceptere, at mange andre mennesker nyder det?

CK: ”Hvor meget radio, Uffe har tid til at lytte til, ved jeg ikke. Men jeg har kun oplevet ham som en person, der både hylder pop- og finkulturen på hver sit niveau og hvert sit tidspunkt. Man kan sige, at han har et ben i begge lejre og det er godt for Kultur Danmark.”

CBC: Jeg er overbevist om, at Uffe Elbæk bliver en kulturminister, der er langt mere i øjenhøjde med danskernes kulturforbrug, end vi nogensinde har set før. Han er typen, der kan se kvaliteten i både det fine og ophøjede, og det poppede og populære”

NV: ”Han er meget kommercielt minded. Husk på, han står bag KaosPiloterne. Hvis du kigger rundt i det kommercielle mediebillede, så vil du se, at mange af de store aktører, har en baggrund som Kaospilot.”

Hvordan mener du, at hans anderledes karriere påvirker hans syn på medieudbuddet og danskernes medieforbrug?

CBC: Uffe Elbæk er både et søgende og eksperimenterende menneske, hvilket både hans karriere og personlighed viser. Jeg tror faktisk det kan blive langt mere dynamisk og innovativt, end vi har set i mange, mange år fra det danske Kulturministerium."

Savner Uffe Elbæk en medieverden, der fandtes, hvor udbuddet var langt mindre, og DR med én kanal og et par radiokanaler doserede det udbud, som danskerne kunne tåle?

CBC: Nej, Uffe Elbæk er, som jeg opfatter ham, en person der til fulde værdsætter mangfoldigheden i det danske tv- og radio udbud.”

CK: “Uffe er et mangfoldigt menneske med et stort hjerte for det, der har været upfront. Mit klare indtryk er, at han ikke hylder en ”gammel socialistisk medietankegang”, hvor DR er eneste udbud til danskerne. Jeg har oplevet ham som en mand, der hylder mangfoldigheden – også når det fx gælder udbuddet af radio.”

Hvordan tror du, ministeren vil definere den ideelle balance mellem DR og den kommercielle mediesektor?

CK: ”Jeg tror, at han gerne vil have et fortsat stærkt DR – men han er også opmærksom på, at andre aktører supplerer DR´s udbud. På mit felt – radio – gælder det aktuelt et modspil fra 24syv, men også hele den kommercielle sektor. Eksempelvis giver Radio 100 snart DR konkurrence på det klassiske område. Jeg tror ikke, at han udsteder en blankocheck til DR i fremtiden, hverken økonomisk eller indholdsmæssigt.”

Papiravisernes livsbetingelser havner nu også på ministerens bord med den forestående mediestøtte-revision. Tror du, Uffe Elbæk frygter den dag,  det kun er eliten, der læser papiraviser - hvor læsning af en papiravis på Østerbro-cafeen er et personligt brand-statement?

CBC: ”Jeg tror Uffe Elbæk forstår de mange muligheder i de digitale avisers potentiale på de tablets og Smartphonens, som danskerne hurtigt har taget til sig. Papiravisen vil dø ud langsomt, men sikkert, og skal finde vej til attraktive prismodeller og støtteordninger på de elektroniske platforme, så avislæsningen både forbliver og højnes for danskerne - og det tror jeg Uffe Elbæk har en god fornemmelse for.”

Opfatter du Uffe Elbæk som en person, der generelt er interesseret i den teknologiske udvikling, og hvad den bringer med sig af muligheder og forandringer af både godt og ondt. Eller frygter han den?

CK: ”Jeg tror, vi vil se en kulturminister, der er knapt så bange for at tænke i nye baner, når det gælder ny teknologi og kultur, end Brian Mikkelsen eller Per Stig Møller.”

CBC: Med mit kendskab til Uffe er jeg optimist, hvad angår de nye kulturbærende teknologier. Han må være en kulturminister, der kan dykke ned i betydningen af den digitale kultur-distributions muligheder, afdække udviklingen og sætte handlingsplaner op for især dansk film distribution og afledte effekter på film produktionen.”


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også