Regeringens bedste og værste på mediefronten

Radio 24syv og TV 2-abonnement er nogle af de træk på medieområdet, der står på mediechefernes liste over den afgående regeringens hot og not.
Cecilie Thorup

Radio 24syv, mediestøtte, public service og ikke mindst brugerbetalingen af TV 2 har været varme emner i MediaWatch valgserie ’Mediechefernes Kryds’, hvor en række mediechefer har fortalt om deres ønsker til en ny regering, og hvad den afgående regering har gjort godt og skidt. Her kan du læse en opsummering af, hvad de forskellige adspurgte mediechefer mener om sagerne.

Brugerbetaling af TV 2

TV 2’s overgang til brugerbetaling efter nytår har fået mediecheferne op af stolen. De fleste på den kritiske måde som SBS' adm. direktør, Henrik Ravn, mens Egmonts koncernchef, Steffen Kragh egentlig synes, det var en helt fornuftig idé.

Kim Poder, TV3:”Jeg har lovet mig selv ikke at brokke mig længere over indførelse af brugerbetalt TV 2!”

Steffen Kragh, Egmont: ”Det var både logisk og fornuftigt, at TV 2 fik lov at opkræve brugerbetaling.”

Henrik Ravn, SBS: ”Træk brugerbetalingen af TV 2 tilbage, sælg TV 2. Brugerbetalingen af TV 2 er helt unødvendig. I TV 2’s resultat for 1. halvår 2011 havde de et overskud på 170 mio. kroner og det er derfor stadigvæk tydeligere, at TV 2 ikke har behov for pengene.”

Radio 24syv

Fra d. 1. november går Berlingske Peoples Radio 24syv i luften som en public service-pendant til DR's radiokanaler. Beslutningen i medieforliget om at lægge FM4 ud til hører dog ikke til mediechefernes mediepolitiske favoritter.

Arne Ullum, North Media: ”Nu sætter man private til at lave public service radio for offentlige skattekroner, mens kulturinstitutionen DR blokerer for kommerciel radio, fordi man prioriterer P3 og P4 højere end P1 og P2. Det giver ingen mening – hvis regeringen ville have privat radioproduktion, så skulle man have tvunget DR ind på en smallere bane."

Henrik Ravn, SBS: “Den bedste mediepolitiske beslutning i den seneste valgperiode er, at Radio 24syv ikke er reklamefinansieret. Politikerne har endelig forstået, at det kommercielle radiomarked i Danmark skal bygges op indefra og ikke udefra.

Rasmus Emborg, Avisen.dk: ”Regeringen har været en galoperende medieudvikling overhørig og bruger nu 800 millioner kr. på endnu mere radio.”

Søren Riis, Metroxpress: ”Regeringens værste beslutning har uden tvivl været at pumpe 800 mio. kr. i en ny radiokanal målrettet dem, der i forvejen er de største forbrugere af medier. Dem, som ser DR2 og i øvrigt har rigelige penge til at købe Politiken eller Weekendavisen.”

Digitale medier

Mediecheferne værner om de digitale aviser, og håber at de, og andre digitale medier, får mere opmærksomhed i fremtiden.

Arne Ullum, North Media: ”Jeg ønsker mig en offensiv satsning på nye medier – Danmark bør på alle områder være foregangsland for digital udvikling. Danmark skal via uddannelse, regler og udviklingspuljer sikre, at vi er foran alle andre lande, når det gælder nye medier.”

Rasmus Emborg, Avisen.dk: ”Allervigtigst er det at få omlagt mediestøtten, så pengene bliver brugt på journalistik frem for papirruller og avisbude. Det skal være mere attraktivt at søsætte nye journalistiske projekter, der matcher danskernes ændrede medievaner.”

Kristian Lund, Dagens Medicin: ”Jeg er sikker på, at en ny regering vil have langt større forståelse for de netbaserede mediers og nichemediernes betydning for demokratiet og mangfoldigheden i det danske samfund."

Mediestøtteordningen

Hvordan skal den fremtidige mediestøtte omlægges? Skal den afskaffes? Eller noget helt tredje? De fleste mediechefer vil bare gerne snart have en afklaring.

Arne Ullum, North Media: ”Jeg ønsker mig en omlægning af mediestøtten, som fjerner den bevidstløse og tilfældige støtte, som gives i dag, og i stedet prioriterer at sikre kvalitetsjournalistik til flest mulige danskere. Politikerne må anerkende, at forretningsmodellerne bag kvalitetsjournalistik til den brede befolkning er død på grund af de mange nye markedsføringskanaler, og derfor slipper de ikke uden om en meritbaseret støttemodel.”

Peter Orry, Syddanske Medier: ”Jeg ønsker mig en mediestøtte, som tilgodeser produktionen af original og unik kvalitetsjournalistik.”

Rasmus Emborg, Avisen.dk: ”Allervigtigst er det at få omlagt mediestøtten, så pengene bliver brugt på journalistik frem for papirruller og avisbude. Det skal være mere attraktivt at søsætte nye journalistiske projekter, der matcher danskernes ændrede medievaner.”

Søren Riis, Metroxpress: ”Jeg ønsker mig at den nye regering hurtigst muligt får gjort arbejdet færdigt omkring mediestøtteordningerne. Det kan få stor betydning og alvorlige konsekvenser for mange dagblade, så jo før vi kan begynde at planlægge og tilrettelægge efter den nye virkelighed, des bedre.”

Kristian Lund, Dagens Medicin: ”Jeg blev skuffet, da regeringen trods en grundig udredning fra Anker Brink Lund og Rambøll ikke turde ændre den gammeldags og urimelige mediestøtte i forbindelse med medieforliget:”

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også