Lindkvist stopper i DR

Efter to år som kanalredaktør for DR Ramasjang siger Signe Lindkvist farvel til DR-jobbet.

"Jeg har nydt udfordringerne her i DR, men har nu lyst til at komme videre og arbejde med andre målgrupper, i helt nye sammenhænge og igen få fingrene ned i produktion."

Sådan lyder det fra kanalredaktør Signe Lindkvist i en pressemeddelelse fra DR, hvor hun meddeler sin afgang fra public service-institutionen. Her har hun de sidste to år været en af de bærende kræfter i opstarten af DR's nye børnekanal, DR Ramasjang, som kanalredaktør.

Signe Lindkvist har været redaktør i DR siden 2007 og har både før og efter været vært på adskillige af DR's centrale børneprogrammer, heriblandt MGP. Senest har hun været på skærmen som vært på Høvdingebold (foto) og været en af drivkræfterne bag sommershowet Cirkus Summarum. I begyndelsen af året stiftede hun sammen med producenten Mariella Harpelund en børnemedietænketank i protest mod det, hun ser som en stærkt dalende kvalitet i dansk børne-tv - et skred, der ifølge stifterne bl.a er sket i kraft af DR's udflytning af B&U-afdelingen til Århus.

Kanalchefen for Børn og Unge i DR, Birgitte Fredsby, siger i meddelelsen:

"Signe Lindkvist har været med til at skabe mange af DR's elskede børnefigurer og har en stor del af æren for, at DR's store succes for børnene, Ramasjang er dér, hvor kanalen er i dag. Signe er en energibombe, der lever sig 100 procent ind i det, hun laver. Hun bider sig fast, indtil tingene lykkes, og det har vi i DR nydt godt af på en lang række områder."

Signe Lindkvist har netop færdiggjort en serie til DR Ramasjang, 'Cirkusliv og Savsmuld', der bliver sendt i december.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også