Kim Bohr tilbage til DR

Efter fire års pause, hvor Kim Bohr har været vicedirektør på Det Kongelige Teater, vender han nu tilbage som kunstnerisk chef for DR’s ensembler.
MediaWatch

DR henter Kim Bohr tilbage i folden som ny kunstnerisk chef med ansvaret for DR’s seks kor og tre orkestre. Dermed får han også det øverste ansvar for repertoire, gæstespil, budget, rekruttering og personale.

”Vi er lykkelige over at kunne byde Kim Bohr velkommen tilbage til DR. Det understreger, at DR – udover at være medievirksomhed, også er en kunstnerisk arbejdsplads, der tillader sig at have endog meget høje ambitioner på ensembleområdet. Kim Bohr vil fremover være en nøglespiller i bestræbelsen på at få disse ambitioner indfriet,” siger DR’s kulturdirektør Morten Hesseldahl i en pressemeddelelse.

Kim Bohr har i knap fem år været vicedirektør på Det Kongelige Teater. Han har tidligere været ansat i DR fra 1990 til 2007, først som producent i DR Underholdningsorkestret fra 1990-1996, og siden som chef for samme orkester fra 1996-2007.

Stillingen som kunstnerisk chef for DR's ensembler blev slået op tidligere på sommeren i forbindelse med en organisationsændring, der samtidig betød, at Leif Lønsmann stoppede som musikchef for at koncentrere sig om jobbet som chef for DR's Koncerthuset.

- CT 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også