"Det var både logisk og fornuftigt, at TV 2 fik lov at opkræve brugerbetaling"

Koncernchef i Egmont, Steffen Kragh, er glad for privatiseringsplanerne for TV 2, og frygter de vil gå i vasken ved et regeringsskifte.
MediaWatch

 
Koncernchefen i Egmont, Steffen Kragh, ønsker sig mere lige konkurrencevilkår for magasiner og blade, og så synes han privatiseringen af TV 2 stadig er en rigtig god idé.

1. Hvis du kunne få opfyldt tre mediepolitiske ønsker af en kommende regering, hvad skulle det så være?

"For det første at moms ikke virker konkurrenceforvridende, og at man får ensartede vilkår for aviser og blade. I dag er 0-momsen for aviser konkurrenceforvridende, fordi de udgiver masser af magasinstof.

Mit andet ønske er, at de 500 mio. kr., som er afsat til digitalisering af undervisningen i folkeskolen anvendes til godt indhold og ikke så meget til nye varianter af IT infrastruktur, som allerede findes.

For det tredje kunne jeg ønske mig en fair og afbalanceret løsning af den konkurrenceforvridende støtte, kommuner giver til lokale biografer."

2. Hvad er, efter din mening, den bedste mediepolitiske beslutning, der er blevet truffet i den seneste valgperiode?

"Jeg vil pege på to ting. Vi fik et fornuftigt filmforlig med bred politisk opbakning. Det var desuden både logisk og fornuftigt, at TV 2 fik lov at opkræve brugerbetaling."

3. ... Og hvad er den værste?

"Det var, at medieforliget i foråret lod 0-momsen fortsætte uændret."

4. Hvad vil blive den mest væsentlige mediepolitiske konsekvens af et regeringsskifte?

"Medieforligets målsætning om at fastholde privatiseringsplanerne for TV 2 kunne blive ændret."

5. Hvad er den mest nyskabende ting, som dit medie har indført i forbindelse med valgdækningen i denne valgkamp?

"Egmonts tv-station TV 2 i Norge dækker det norske kommunalvalg i øjeblikket. Som noget helt nyt har TV 2 oprettet en omfattende ’vælgerguide’ på nettet, hvor de over 7000 kandidater fra over 400 kommuner opretter profiler om dem selv, svarer på spørgsmål og f.eks. linker til deres Facebook-profiler. Det har givet en unik database over lokalpolitikerne og masser af diskussion med borgerne. Det har også gjort, at TV 2 har opdaget nyheder, som ellers ville være gået under radaren."

6. Har du besluttet dig for, hvem du skal stemme på?

"Ja - men det er privat."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også