Datagraf-udbryder godt fra start

Tidligere chef for client publishing i Datagraf, Claus Krogh, satser sammen med partneren Karsten Nørkjær på videns virksomheder i sit nye firma, RedaktionsGruppen.

Med lanceringen af to kundemagasiner er det nye århusianske magasinrådgivningsfirma RedaktionsGruppen kommet helskindet fra start.

”Vi har siden årsskiftet arbejdet på fuld tryk med at skaffe kunder. De to første ordrer landede vi allerede i februar – og det er nu resulteret i to helt nye kundemagasiner. Det ene udgives for en af de førende banker i Aarhus, Handelsbanken, og det andet for Kinnan, som blandt andet sælger DanmarksPumpen,” siger direktør og partner i RedaktionsGruppen, Claus Krogh, i en pressemeddelelse.

Indtil 2010 var Claus Krogh chef for client publishing-afdelingen i Datagraf - men etablerede i november 2010 RedaktionsGruppen sammen med Karsten Nørkjær, der har en fortid i den århusianske reklamebranche - senest som direktør og ejer af Marselis Marketing.

Blandt de virksomheder magasinhuset især vil satse på er videns virksomheder som arkitekter, rådgivende ingeniører, management konsulenter, banker, revisorer og advokater.

”Vi har allerede landet den første videns virksomhed som kunde – nemlig Handelsbanken. Og der er et perfekt match mellem det, et kundemagasin kan formidle og det en virksomhed, som Handelsbanken har behov for at fortælle deres kunder og nye kunder,” forklarer Claus Krogh.

RedaktionsGruppen har indgået strategiske samarbejdsaftaler med trykkeriet Zeuner Grafisk og arbejder lige nu intensivt på at lave en aftale med en partner på annoncesalgssiden.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også