Ny chef for DR Midt og Vest

Pia Lange Christensen skal stå i spidsen for DR Midt og Vest fremover. Hun kommer fra en stilling som studievært.
MediaWatch

Fra den 21. februar bliver Pia Lange Christensen (37) ny redaktionschef og daglig leder for DR Midt og Vest i Holstebro. Her afløser hun Søren Juul Baunsgaard, der fra marts skal være tværgående redaktør i DR's distrikter med ansvar for blandt andet graverjournalistik, skriver DR i en pressemeddelelse.

Pia Lange Christensen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus. De seneste 12 år har hun arbejdet hos TV/Midt-Vest, senest som studievært, men hun har også haft stillingen som redaktionssekretær og redaktør på stationen.

Ledende redaktionschef Jan Ørskov fra DR Danmark ser frem til samarbejdet med Pia Lange Christensen.

”Hendes mangeårige erfaring med det midt- og vestjyske område og med elektroniske medier er en stor gevinst, og hun har en spændende profil, der vil passe godt ind i distrikternes chefteam,” siger han i pressemeddelelsen.

Også Pia Lange Christensen glæder sig til at prøve noget andet end tv-mediet.

"Jeg har været glad for at være studievært, men nu skal jeg til at skabe succes gennem andre. Jeg vil gå ledelsesvejen uden at forlade journalistikken," siger Pia Lange Christensen.

DR Midt og Vest har 30 medarbejdere, og ud over regionalradio producerer DR Midt og Vest også radio, tv og internet til DR's landsdækkende kanaler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også