Direktør forlader Media PATH Billetts
"Af personlige årsager og en situation i min familie, der har krævet al min opmærksomhed, har jeg valgt at opsige min stilling som adm. direktør hos Media PATH Billetts. Dette er beklageligt, da det har været utrolig spændende at være med til at bygge selskabet op i Danmark og opleve den positive kundetilgang," siger Kim Olsen.
Mediekonsulent- og auditeringsselskabet Media PATH Billetts har opereret i Danmark siden slutningen af 2008. I Sverige har selskabet været i gang i knap to år.
Kim Olesen peger på, at Media PATH Billetts på kort tid er blevet markedsleder i Danmark, og han understreger at det ikke ændrer ved MPB's engagement i Danmark.
I perioden indtil hans afløser er fundet, har hans svenske kolleger overtaget ledelsen af det danske selskab.
"Jeg valgte at opsige min stilling, da situationen i min familie var alvorlig, og jeg ikke vidste, hvor lang tid det ville tage og komme igennem og løse udfordringen, og at jeg således ikke ville risikere at sætte selskabet tilbage. Situationen i familien lyser dog op, og jeg håber at være klar til at tage nye udfordringer op om en måned eller to," siger Kim Olesen.
Først på året indgik selskabet et samarbejde med Dansk Annoncørforening, som fortsætter med DAF's fusion med Huset Markedsføring.