Journalistforbundet finder ny chef for arbejdsliv

Den nye chef har senest været arbejdende bestyrelsesformand for organisationen Akademikerne og har lang erfaring med arbejdsmarked og fagforeninger.
Foto: Peter Hove Olesen/Politiken/Ritzau Scanpix/Politiken
Foto: Peter Hove Olesen/Politiken/Ritzau Scanpix/Politiken

Dansk Journalistforbund (DJ) har ansat Lars Qvistgaard som ny leder af forbundets afdeling Arbejdsliv, som både rummer ansvaret for overenskomster og rådgivning til medlemmerne om karriere og trivsel.

Det oplyser DJ på sin hjemmeside.

Lars Qvistgaard kommer med lang erfaring fra fagforeningsverdenen og arbejdsmarkedsområdet. Senest har han været arbejdende bestyrelsesformand for Akademikerne, og før det var han arbejdende bestyrelsesformand hos Djøf Offentlig.

DJ skriver, at han i sin nye stilling skal udvikle og styrke DJ's overenskomster og tilbud til medlemmerne inden for karriere og trivsel.

"Jeg har altid syntes, at DJ er en rigtig spændende fagforening med stor grad af selvstændighed og en markant profil. En fagforening, hvor arbejdsmarkedet igennem flere år har været i opbrud for en stor del af medlemmerne med flere og flere freelancere, selvstændige og atypisk ansatte. Jeg glæder mig til at være med til at udvikle og styrke DJ’s i forvejen mange tilbud til denne gruppe medlemmer," udtaler Lars Qvistgaard til DJ.

Lars Qvistgaard starter 1. marts.

Stillingen blev ledig, efter Claus Iwersen i efteråret stoppede efter mere end 20 år i Dansk Journalistforbund.

Siden da har forhandlingskonsulent Marianne Molin været konstitueret leder af Arbejdsliv, og det fortsætter hun med frem til 1. marts.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også