Hvordan vil du selv beskrive det jobskifte, du har været igennem?

"Der er jo væsensforskel mellem at sidde på Danmarks Radio og på Ekstra Bladet, og det er jo en tilbagevenden for mig til det tabloide, som jeg altid har haft i mig. Der er mange af mine venner og bekendte, som har rynket på næsen – det er få, der har sagt det til mig direkte, men jeg har fornemmet at folk har tænkt, hvad søren vil du på Ekstra Bladet. Den modvind til mit sparsomme hår lever jeg fint med. Jeg har elsket at lave Genstart. Men noget af den medvind, der var på Genstart, er usund som journalist, fordi den gør dig sløv og giver dig risiko for selvfedme, hvorimod du i den konstante brise til modvind, du er i på Ekstra Bladet, hvor du hele tiden skal forsvare dig, er med til at skærpe dit journalistiske blik.

Jeg lever bedst med modvind. Så kan folk sidde og pirre med øjnene, når man højt og tydeligt siger, at man elsker det tabloide, og man synes, at Ekstra Bladet er et vigtigt medie. Og det har jeg det helt fint med.

Det er som om, man skal passe i én kasse og være én ting i folks optik. Folk har svært ved at rumme det paradoks, at man godt kan lide det tabloide, at lave benhård magtkritisk journalistik og ting sat på spidsen, og at man samtidig læser digte for eksempel. Det forvirrer folk, at man kan være begge dele, og det må de gerne blive for min skyld. Jeg har altid elsket begge dele."

Er det tabloide noget, du har savnet – noget du specifikt er gået efter at vende tilbage til?

"Nej, jeg har det lidt dobbelt med det. Jeg har været inde og ude af det og har tidligere udtalt mig om, hvordan det på en måde var med til at gøre mig kynisk som menneske - men jeg tror også, det handler om, hvor du er som menneske og i dit liv. Jeg tror bedre, jeg kan stå imod nu som et par og fyrreårig i forhold til min egen etik, hvor går mine grænser, end jeg kunne som 25-årig, da jeg var på Ekstra Bladet sidste gang."

Hvordan synes du, du er landet i din nye rolle som chefredaktør?

"Det er jo altid et mildt kaos, når man er startet et nyt sted – det fylder meget oppe i hovedet, og man har den der træthed, når man kommer hjem, fordi hjernen har været på overarbejde.

Men det er også første gang, hvor jeg kan vågne om natten og tænke, hvad gør vi her, fordi jeg har et langt større ansvar for andre end mig selv. Det kan jeg godt mærke, at jeg lige skal lære at være i. Det journalistiske, håndværket og hvor vi skal hen fagligt har jeg absolut ingen problemer med, og jeg synes, folk har taget rigtig godt imod mig. Og så skal jeg finde ud af det med ledelse, og hvordan man gør tingene bedst. For det har jeg jo ikke nogen erfaring med fra tidligere - men det er ikke noget, der skræmmer mig."

Er der noget ved jobskiftet, der har overrasket dig?

"Det har overrasket mig en lille smule, hvor hurtigt dagene bliver ædt. Du møder ind, der er redaktionsmøde – og pludselig er dagen gået, og hvad fanden gik den egentlig med. Det er jo egentlig positivt, altså jeg sidder ikke og keder mig.

Det er jo heller ikke en hemmelighed, at Frihedsbrevet har stjålet en del medarbejdere fra Ekstra Bladet, og så har vi taget nogle tilbage. Man skal selvfølgelig være glad for, at man har så dygtige medarbejdere, at folk gerne vil stjæle dem, men jeg må da indrømme, at jeg håber, at den ting på et tidspunkt hører op."

Hvilket punkt i dit CV repræsenterer det største skift i din karriere?

"Jamen det er jo det her. Det er at gå fra at producere til at være leder."

Kunne du forestille dig at skulle tilbage til at producere igen?

"Man skal jo aldrig sige aldrig, men Ekstra Bladet har mit fulde fokus nu. Jeg har dog aldrig været typen, der laver lange karriereplaner."

Hvilken leder i branchen har inspireret dig mest?

"Anders Langballe (politisk redaktør på TV 2, da Knud Brix var ansat som politisk reporter, red.) for hans ordentlighed, kæmpe journalistiske næse og for den måde, han skabte holdånd. Og Mads Brügger og Mikael Bertelsen (Tidligere programchefer på Radio24syv, hvor Knud Brix bl.a. var vært fra 2017-2019) for deres mod til at give folk chancer og gøre det uventede. For den måde de lærte mig, at ligegyldigt hvad du gør, må det bare ikke være ligegyldigt. Ligegyldighed er den sikre død."

Hvornår besluttede du dig for at blive journalist?

"Det var noget, jeg snublede ind i ved et tilfælde. Jeg læste erhvervsøkonomi på Handelshøjskolen og syntes, det var enormt kedeligt, så jeg droppede ud og vidste ikke, hvad jeg ville. Jeg havde så hørt det der med, at journalistik kan føre til hvad som helst, hvis man forlader det i tide. Jeg var draget af det med, at verden lå åben, og var også besat af en brændende rejselyst, som gjorde, at jeg så det som en mulighed for at komme ud i verden. Så tog jeg på Askov Højskole for at få en dosis højskoleånd og komme ind på Journalisthøjskolen."

Er der noget i din karriere, du er særligt stolt over?

"Jeg er nok mest stolt over de udsendelser, jeg fik lavet i Poesibogen på Radio24syv, fordi det fik forenet de verdener, der interesserer mig. Poesien og litteraturen, portrættet og journalistikken. Eller den udsendelsesrække, jeg lavede på DR, der hed ”En hæslig jæger”. Jeg har været en rejse igennem, hvor det går fra det generisk nyhedsmæssige til det personlige, som kulminerede med ”En hæslig jæger”, hvor jeg undersøger, hvorfor jeg kan lide drabet, som en meget personlig ting."

"I mit første halve år i praktik på Jyllands-Posten sad jeg som ene mand på Erhvervsredaktionen på JP København og fik lavet nogle rædselsfulde artikler, som skulle handle om erhvervslivet i København. På en eller anden måde var det den absolut mest rædselsfulde tid, jeg har haft. Jeg skulle planlægge et opslag en gang om ugen, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gøre. Jeg var alene omkring det og forstod, hvor dårlig jeg var til at piske mig selv og følte mig som en total fiasko som journalist. Jeg kan huske den der følelse af panik og rædselsslagen over at skulle fylde et opslag med noget, jeg ikke anede noget om.

Derfra var der en kæmpe kontrast til det næste halve år, hvor jeg kom på Christiansborg-redaktionen og blev taget under Anne-Mette Svanes vinger (daværende politisk redaktør på Jyllands-Posten, nuværende chefredaktør på Politiken, red.) og for første gang oplevede den der mentor-fornemmelse, at der var en der interesserede sig for mig og kunne se, at jeg ikke var helt håbløs, og som sparkede mig kærligt i røven og lærte fra sig. Det har altid siddet i mig siden – hvor langt du kan rykke dig, hvis der er en, der tager dig med under vingerne.

Har det påvirket den måde, du selv er leder på?
"Ja, det tror jeg helt sikkert. Man ved ikke altid, hvordan folk har det, og det skader ikke at spørge."