MediaWatch

Politiken henter klimaredaktør fra Ingeniøren

I forbindelse med en oprustning på avisens kerneområder ansætter Politiken tre nye journalister til at dække klima-, kultur- og uddannelsesstof.

Foto: Thomas Borberg

Politiken vil opruste på klimaområdet og har i den forbindelse valgt at ansætte den første klimaredaktør i avisens historie.

Det skriver Politiken.

Valget er faldet på 48-årige Magnus Bredsdorff, der kommer fra en stilling som nyhedsredaktør på Ingeniøren. Han er ifølge Politiken en af de danske journalister, der har arbejdet mest indgående med klimaområdet.

Magnus Bredsdorff har bla. en fortid som chefredaktør på netavisen Computerworld og som journalist ved Børsen. Han har derudover fem år i træk været nomineret til Anders Bording Prisen, som han vandt i 2018 med en kollega.

Ansættelsen sker i forbindelse med en oprustning af avisens kerneområder, som to andre journalister også er blevet hyret ind til at dække. Det drejer sig om Laura Aller Jónasdóttir, der er blevet ansat som skribent på uddannelses- og ungeområdet, og Ida Herskind, der skal være skribent på kulturredaktionen. De kommer fra stillinger på henholdsvis DR Nyheders ungdomsredaktion og fra kulturmagasinet AK24syv på Radio24Syv.

"Det er en stor glæde at kunne præsentere tre nye journalistiske profiler på tre vigtige områder for Politiken. Med ansættelserne ønsker vi at cementere, at vi er Danmarks uddannelses-, klima- og kulturavis nr. 1. Sammen med Laura, Ida og Magnus vil vi styrke og udvikle vores journalistik", siger ansv. chefredaktør Christian Jensen til Politiken.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere