Global: The Sun kan ofres

Lukning af The Sun er ikke udlukket, Schibsteds mediemagt skal begrænses, Adobe dropper flash til mobile platforme og Spotify bliver magasin...
MediaWatch

 

News International udelukker ikke The Sun-lukning
Først blev den over 100 år gamle tabloid-avis News of the World lukket for at råde bod på aflytnings-skandalen i News Corp.'s britiske avisselskab News International, og nu udelukker dets øverste chef James Murdoch ikke, at The Sun kan blive næste offer, hvis det bliver bevist, at telefon-hacking også har fundet sted på den avis. Det fremgår af James Murdochs udtalelser i løbet af dagens grilning i parlamentet, skriver Guardian.co.uk. Men hvad skulle manden egentlig ellers have svaret?

Schibsted har for meget magt
Dagbladet-ejer Berner Gruppen ønsker, at staten fortsat skal sætte hegnspæle op for, hvor store medieselskaberne vil være. Schibsted vil gerne være større, men netop derfor er der al mulig grund til fortsat at begrænse selskabets magt, mener konkurrenten, som frygter at blive “kørt over”. Det skriver Kampanje.com.

Adobe dropper flash-kampen
Ifølge Adobe har Apple bevidst spændt ben for en konkurrent ved ikke at tillade flash på sine forskellige mobile platforme, mens Apple omvendt har påberåbt sig, at Flash var for tungt og for dårligt til videovisning mm. Nu stopper en del af skænderiet, for Adobe har droppet flash til mobile platforme. Nu er HTML5 “the best solution for creating and deploying content in the browser across mobile platforms,” mener Adobes vicedirektør, ifølge Theatlanticwire.com, der bruger den sigende rubrik: “R.I.P. Adobe Flash Crashes Won’t Be Missed”.

Spotify bliver et magasin
- I hvert fald en enkelt en af slagsen, som First Publishing Group i Sverige udgiver op til jul, skriver Dagensmedia.se. Udgiveren åbner dog for, at en udgave kan blive til flere, hvis interessen er der for ‘Spotify-Guiden’, som vil være en guide til musiktjensten og indeholde interview med kunstnere, konkurrencer og nyheder.

Tumblr-site samler forsmåede journalister
“Journalist bashing” er et ikke helt ukendt fænomen i disse år, hvor det hedder sig at alle kan lave nyheder, at journalister er overbetalte og i øvrigt ikke (nok) med på det digitale tog. På Wearejournalists.tumblr.com kan journalister, som har fået nok, nu komme af med deres galde og genfinde stoltheden.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også