Frækkere casting og klip i 'Paradise'

'Paradise Hotel's fortsatte seersucces skyldes vildere, mere vovede programmer, mener ekspert. Nej, godt drama og effektiv markedsføring, siger TV3.
Per Fanefjord Laursen

TV3s 'Paradise Hotel' fastholder overraskende gode seertal i sin 6. sæson, og showet nyder fortsat stor pressefokus.

Michaela Krigsager, cand.mag. i visuel kultur, mener, at TV3s Paradise-show er blevet frækkere med en skærpet billedside. Hun har skrevet et speciale om programmet og analyseret mere end 50 afsnit.

"Der er virkelig sket en udvikling med 'Paradise Hotel'. Både i forhold til den måde programmet bliver klippet på og hos deltagerne. Dem, som bliver castet nu, er meget mere villige til at iscenesætte sig selv, end de var de første par sæsoner. Måske var de gamle deltagere en anelse mere blufærdige, siger Krigsager til eb.dk

For få sæsoner siden kunne deltagere lettere skjule sig.

"Så sent som i sæson tre og fire viste TV3 ikke sex med billeder. Der var en svag antydning og så noget lyd. I dag viser de jo nærmest det hele," lyder det fra Michaela Krigsager.

Tilrettelagt drama
TV3 afviser, at programmet er vildere eller mere sexet end tidligere sæsoner.

"TV3 er underlagt de engelske tv-regler, og indholdet i billederne på TV3-skærmen er helt på niveau med tidligere sæsoner," oplyser pressechef Søren Hedman, TV3. Når TV3 placerer showet efter kl 22.00, giver det visse muligheder for groft sprog og nøgne optrin ifølge de britiske Ofcom-regler.

De gode seertal skyldes snarere, at TV3 er blevet bedre til at bygge en overraskende dramaturgi i programmet, der optages i Mexico - og især den stor interesse og forhåndsinteresse fra andre medier. Dertil kommer, at formatet grundlæggende virker, vurderer han.

TV3s Kommunikationsafdeling har de senere år systematiseret leverancerne af både fotos og korte klip til andre mediers net-tv, tv-forsider, artikler mv.

"Volumen er på samme niveau som tidligere, men redaktørerne på medierne har for alvor har fået øjnene op for, at det har deres brugeres interesse at se klip, stillfoto og læse om deltagerne fra Paradise Hotel. Dernæst spiller det en rolle, at læserne og seernes brug af digitale medier og sociale netværk er stærkt stigende," siger Søren Hedman.

Når TV3 genudsender ugens 'Paradise' afsnit om søndagen, sker det i en redigeret version, fordi de sendes om dagen, hvor strammere regler gælder.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også