Tv-satiren har fået sin første større forskningsbog, som er skrevet af Hanne Bruun, lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet. Hun er gået helt tilbage til 1968, hvor man kunne slippe afsted med at give programmerne titler som ‘Hov hov’, ‘Tjuhej’ og ‘Mosebryg’, og satirens historie fortæller samtidig en større historie om tv-branchens udvikling. Det kan man læse om i bogen ‘Dansk tv-satire - Underholdning med kant’, som Hanne Bruun svarer på spørgsmål om her.

Hvorfor har du valgt at forske i tv-satire - og hvad kan medierne lære af det?

“Tv-satiren er en særlig underholdningsgenre på tv, som især er udbredt i lande med stærke public service tv-institutioner. I dansk tv har den dog forandret sig radikalt siden slutningen af 1990erne, og public service institutionerne bruger genren til andre strategiske formål i dag end førhen. Det programmæssige og stategiske udvikling har jeg forsøgt at belyse og få forklaret ved at se på, hvordan produktionskulturen har forandret sig og hvilke faktorer, der påvirker forandringer af en produktionskultur og dermed de programmer, der produceres til publikum. Hvem publikum er, har ligeledes forandret sig. Så det, jeg har forsøgt at svare på, er: Hvorfor forandrer tv-genrer sig? Meget af forklaringen skal hentes i de produktionsvilkår, der findes i et medielandskab i mere og mere intens konkurrence om publikums opmærksomhed og penge.”

Hvad er de største forskelle på tv-satire i DR-monopolets dage og
tv-satire i dag?

“I monopoltiden var satiren domineret af aktualitetsprincippet: Det vil sige indholdsmæssigt afspejlede satiren de historier og personer, som nyhedsmedierne havde haft på dagsordenen i løbet af ugen. Man gik desuden efter magten, og både den politiske økonomiske og den kulturelle. Desuden var magtfulde personer eller institutioner suspekte per natur. Programmerne blev sendt lørdag i primetime, og til et ikke-segmenteret publikum: Borgeren, som skulle mores med, at der blev gjort grin med magtens repræsentanter og med almindelige danskerne fordomme og politiske holdninger. Mange så programmerne fordi de blev sendt på monopoltv, og siden på hovedkanalen. I tv-satiren i dag er der mere tale om social satire, hvor sociale grupper, klasser i skikkelse den almindelige danskers manglende selvindsigt, selvovervurdering eller ansigtstab fremstilles."

"Desuden er der en meget udfoldet brug af tv-mediets genrer, som også gøres til grin, fx talkshowet, magasinprogrammet eller docu-soapen, som er et kært offer. Denne form for satire dominerer i dag, og den sendes på nichekanaler - især DR2 - til et veluddannet og meget lille publikum. Fra 1999-2009 blev der produceret vildt meget tv-satire i DR og på TV 2/Zulu, men det var den sociale og ikke den politiske satire, der var langt den mest dominerende.”

Hvad kan tv-satire som andet tv-indhold ikke kan?

“Få os til at reflektere, provokere os værdimæssigt og får os til at grine - ofte af os selv, men også af de tv-genrer og fremstillingemæssigt normer, der styre vores opfattelse af virkeligheden, andre mennesker og begivenheder - at verden så at sige er i tv-genre.”

Du ser nogle tegn på, at satiren siver ind i den politiske nyhedsdækning. Hvilke eksempler er der på det, og hvad skyldes de?

“Ja, en dansk case er Birthe Rønn Hornbechs 'Mona Lisa'-interview med TV 2 og andre. Det er ikke en voldsom stor tendens, og det er ufrivilligt og ikke formålet med nyhedsdækningen at gøre politikerne til grin. Men når det så sker, f.eks. med Gordon Brown som hovedperson under valgkampen i UK i 2010, hvor han glemmer, at han har mikrofon på og derfor sviner en af sine kernevælgere til efter et arrangeret møde med en sådan, så bliver det svært for den politiske satire at matche det her i den scriptede form, som den kræver. Det er sandsynligvis en konsekvens af alt det nyhedsstof, der produceret på tv, fra bla. 24/7-nyhedskanaler og evig opdating - måske har journalisterne derfor udviklet en smag for eller et blik for de absurde og spontane momenter af farceagtige optrin og afslørende adfærd, som magtens folk fremviser?”

Hvad er dit eget bud på en vellykket tv-satire og hvorfor?

“Jeg er ikke så fagligt interesseret i at uddele karakterer- det er ikke formålet med min forskning. Jeg forsøger at forstå, hvorfor bestemte kulturelle fænomener udvikler sig og hvordan - ikke at fremme satire som genre elelr skelne mellem god og dårlig. Men når det er sagt, som privatperson er jeg vild med Rytteriet, og jeg var en stor fan af Drengene fra Angora og det Brune Punktum samt Lex og klatten.”

Hvilken mediebog kan du anbefale andre?

“Amanda Lotz (2007) The television will be revolutionized. New York University Press - om udviklingen i tv-branchen i USA. Dem kan ikke overføres helt til danske forhold på grund af public service-mediernes stærke position og det lille marked i Danmark, men det er interessant at se, hvad der sker i de helt store tv-markeder, fordi de har nogle af de samme tendenser, digitale medier og nye distributionsformer, som dog i Danmark udfolder sig på en lidt anden måde.”

ANDRE AKTUELLE MEDIEBØGER OM ELLER AF MEDIEFOLK :

 
Hanne Bruun: Dansk tv-satire - Underholdning med kant, 216 sider.

Red. af Jakob Isak Nielsen, Andreas Halskov og Henrik Højer: Fjernsyn for viderekomne - De nye amerikanske tv-serier, Turbine.
Nutidige amerikanske tv-serier får dansksproget opmærksomhed i denne antologi, hvor en række medieforskere og kulturskribenter byder læseren indenfor i et amerikansk tv-landskb, der har ændret sig mærkbart.

Peter Michael Hornung: Peder Severin Krøyer, 398 sider, Palle Fogtdal.
Politikens kunstredaktør Peter Michael Hornung beretter om P.S. Krøyers liv og kunstnerens helt centrale værker.

Roger Buch: Forandringens journalistik, 234 sider, Ajour.
Journalistikken er i evig forandring i sig selv - men den er det også for at matche samfundets bevægelse. Nye teknologier og medier kræver stilllingtagen, mediernes økonomi er under pres, politiske beslutninger ændrer vilkårene. Hvad er der egentlig sket med journalistikkens omgivelser, indhold, form, sprog og arbejdsformer de seneste 4o år?
 

Thomas Baekdal: The Shift - from print to digital and beyond, 220 sider, Baekdal Plus.
Printmedier kan ikke bare digitaliseres for forandringerne handler ikke om formater eller om platforme.
 

Omtalerne har forlagene som kilder.