“Mediecheferne tilbeder hurtig produktion”

Hast vinder over dybde, så mediemaskinen bidrager til kollektiv fordummelse, mener Fagbladet Journalistens chefredaktør Øjvind Hesselager i Jule-stafetten.
MediaWatch

Det undrer ikke Fagbladet Journalistens chefredaktør Øjvind Hesselager, at det er svært at få folk til at bruge penge på medier, når de leverer en så overfladisk dækning, som tilfældet er. Han er heller ikke imponeret over, at tv-branchen iscenesætter programmer som om, det var “autentisk underholdning”. Derudover svarer han naturligvis på Lars Grarups drillenisse i dagens Jule-stafet ...

Når det gælder årets medieudvikling...

- hvad har så overrasket dig mest?

"Det mest overraskende og deprimerende inden for udviklingen i medierne, er at næsten alle mediechefer tilbeder hurtig produktion og opdatering i stedet for dybde og perspektiv. Stadig flere journalistiske kræfter bliver brugt på at løbe efter historier, som andre allerede har fortalt. Eller på at koge komplekse sammenhænge ned i så små formater, at mediemaskinen snarere bidrager til kollektiv fordummelse end til oplysning af mediebrugerne. Ikke sært, at skidtet er så svært at sælge."

- og skuffet dig mest?

"Koncept-tv forklædt som autentisk underholdning eller sågar journalistik er det mest skuffende ved medieåret 2011. Mennesker castes til at indgå i tv-formater, der enten taler til laveste moralske fællesnævner - se mig! hør mig! stem på mig! - eller formater, der i virkeligheden snarere er en halvlummer pornoficering af sendefladen på et tidspunkt, hvor mine børn stadig er vågne. Bortset fra det er tv belejret af madprogrammer, der svømmer i smør og sukker, eller livsstilprogrammer med ukendte kendte."

"Det er også dybt skuffende, at dansk tv stort set har opgivet at sende kompetente journalistiske dokumentarer, der udfordrer den sande magt i beslutningsdanmark, og i stedet giver os en lind strøm af programmer hvor brugtvognsforhandlere og annoncesælgere uge efter uge afsløres med et kamera skjult i en gyngende håndtaske, eller endnu en topchef bebrejdes at kunderne ikke har læst brugsanvisningen, før de stak fingrene i stikkontakten eller gik i bad med håndmikseren."

- hvilken ny tendens overlever næste år?

"Den papiravis, der satser på, at folk IKKE har læst alle nyhederne på nettet eller set det hele i tv, vil vokse. Der er et marked på papir for viden, ro og fordybelse, som ikke handler om meget lange formater og features, men om kontante, tætte og pågående historier, hvor researchtiden er betydeligt større end det umiddelbart kan aflæses i antallet af linjer. En kompakt, kompetent og klart prioriteret nyhedsdækning skrevet fuldstændigt uafhængigt af forestillingerne om hvad markedsafdelingen og lederpanelet i øvrigt forventer og mener. Den avis, der kan levere det, i et koordineret samspil med nettet hurtige opdatering, vinder 2012 og fremtiden."

- og hvilken tendens flopper?

"Kendte og sjove mænd i morgenfladen på P1. Det håber og beder jeg om!".

- hvilken idé ville du gerne selv have fået?

"Afsløring af spindoktor, der henvender sig for at plante private skatteforhold i pressen. Men betydeligt hurtigere end det skete."

- og hvilken idé er du glad for, at du holdt dig fra?

"Den række af kildebeskyttede samtaler med spindoktor, der angiveligt henvender sig for at plante private skatteforhold i pressen."

Drillenissen...

Spørgsmål fra Lars Grarup:

"Hvornår kommer Journalisten.dk så meget op på nyhedsbeatet, at det ikke altid er Mediawatch eller andre websites, der prioriterer mediestoffet, der er nyhedsførende?"

Svar fra Øjvind Hesselager:

"Kære Lars Grarup. Jeg er glad for, at du som topchef på Politiken er nødsaget til at overvåge medlemssitet journalisten.dk for at kunne vurdere om jeres site Mediawatch stadig kan følge med. Jeg ville ønske, jeg altid havde samme behov den anden vej ... Og mere alvorligt: Vi lever fuldt ud op til vores målsætning om at være nyhedsførende på både aktualitet og væsentlighed på en række kernefelter - for eksempel journalistik, presseetik og mediekritik - ligesom vi gør en dyd ud af ikke at være stik-i-rend-dreng for ejerkredsen, der får samme kradse behandling som alle andre. Jeg overvejer i disse dage at fordoble den journalistiske muskel på journalisten.dk i 2012, så vi får endnu flere unikke historier med fokus på etik og faglighed inden for journalistik og kommunikation. Så du røgen?"

Øjvind Hesselager sender stafetten videre til B.T.’s chefredaktion...

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også