Radiolytningen steg i november

Det nye udbud af radiokanaler i november knækkede trenden og øgede radioforbruget, herunder mere på taleradio, viser mini-analyse.
Per Fanefjord Laursen

Det kom ikke til en egentlig revolution af de danske lyttervaner, da radioudbuddet gennemgik flere ændringer omkring den 1. november. Men introduktionen af Radio 24syv har dog udløst visse dønninger, viser status efter fire uger.

Taleradios andel af lytningen er således steget fra 8 procent i oktober til 8,4 procent i november.

”Det dækker over, at P1 og 24syv samlet tiltrækker en share på 8,4 – og at P1 lå meget højt i oktober med en share på 8 procent, (P1s normalniveau er 6-7 %, red.)” siger Dennis Christensen, DR Medieforskning.

”Forklaringen på taleradios øgede andel er, at 24syv kommer til med 2 procent og at P1 bemærkelsesværdigt nok ikke taber ret meget share, trods tabet af FM sendetid og introduktion af 24syv,” siger han.  

Lytterfaldet er bremset
Når Dennis Christensen gransker lytterdata for hele november, spores der er tegn på, at 24syv bidrager til at bremse det kontinuerlige fald i al radiolytning.

”Bag tallene gemmer sig en tendens der, hvis de kan fastholdes, kan lede til en radiorevolution: en lyttetid der stiger. Radiolytningen er dalet siden 1998 - og den tendens er fortsat i løbet af 2011, men i november måned steg lytningen tilbage til 2010 niveauet. Den udvikling er meget spændende," fastslår Dennis Christensen, der også noterer, at den nye private Radio Klassisk med 100-140.000 lyttere øger kommerciel radios dækning.

”Radio Klassisk formår at tiltrække lyttere, der ikke før har lyttet til kommerciel radio.”

Stigende fragmentering af lyttere
Gallups lyttermålinger viser også, at DR's tårnhøje share af al radiolytning faldt fra 78,6 procent i oktober - til 76,3 procent i november, primært som følge af 24syvs entré.

Blandt de radiobrands, der har været i spil, er ændringerne ikke overraskende mest dramatiske for P2, der mistede sit FM-sendenet.

P2 Klassisk, der nu er en DAB og delvis FM-radio, havde en share på 2,8 procent i november – mod 3,9 procent i oktober.

P1 havde en share på 6,4 procent i november - mod et usædvanligt højt niveau på 8,1 procent i oktober. Signifikant er, at P1s normalniveau er på 6-7 procent.

Den nye Radio Klassisk har kilet sig ind i markedet med en share på 0,3 procent i november.

Radio 24syv havde en share på 2 procent i november, viste de første lyttertal, der kom i onsdags.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også