Ny prognose: Medievækst på 6,4 pct. i år

Tv og internet bliver de store vindere i 2011, viser nyeste prognose fra Institutet för reklam- och mediestatistik.
Per Fanefjord Laursen

Det danske reklamemarked stiger med 6,4 procent i 2011 efter et godt første halvår og en markant afdæmpning i andet halvår.

Det fremgår af den nyeste rapport fra Institutet för reklam- och mediestatistik i Stockholm.

IRM’s vurdering er, at reklamemarkedet i 2011 vokser ca. 6,4 procent til en omsætning på godt 12,5 milliarder kroner netto. Prognoserne baserer sig på tal fra Dansk Oplagskontrol.

“Det er en stigning, der må siges at være på trods af svage økonomiske nøgletal," siger direktør Magnus Anshelm, IRM.

Både tv- og internetreklame forventes at vinde markante markedsandele i 2011 og med søgeordsmarkedsføring som den store vinder. Også udendørsreklame (outdoor), radioreklame og bannerreklamer ventes at stige mere end totalmarkedet.

Svagt 2012
IRM forudser, i lighed med GroupM, en kraftig afmatning i 2012, efter et godt medieår i 2011. Der spås en vækst på 2,2 procent med internet, tv og radio som de store vindere.

“En større andel af reklameomsætningen vil blive investeret i forskellige former for reklamer på internettet. Men dog med lavere stigningstakter end tidligere år. Og tv- og radioreklame ventes at stige relativt mere end andre mediegrupper," siger han. 

Den store taber i 2012 ser ud til at blive andre (gratis) magasiner, der vil fortsætte tilbagegangen, der også blev noteret i 2011.

Dagbladene forventes i 2012 at holde omsætningsniveauet fra 2011, men vil således gå svagt tilbage i markedsandel, forudser IRM
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også