"Det er klogt, at kanalen har chefer, der tillader, at man kvajer sig frem"

Han læser EB og B.T. med let gysen, ser Paradise med fascination og er klar til at give 24syv en chance. Mød Euromans chefred., Mads Lange, i MedieMenuen.

Det er aviser, magasiner og tv, der trækker Euromans chefredaktør Mads Lange til medietruget - mens Facebook og Twitter får den koldere skulder. Velkommen til ugens mediemenu.


Hvad foretrækker du og hvorfor?

... Ekstra Bladet eller B.T.?
"Jeg læser dem begge, og det er iblandet lidt gysende undren. De virker nogen gange desperate, som om de ikke ved, hvad de skal leve af. Så de finder på alle mulige mærkelige ting, strammer overskrifter og vinkler helt vildt, så det nærmest er løgnehistorier, bliver helt vildt forargede og tossede over bagateller. Så man tænker: hvad har de nu fundet på? Og det er et kapitel for sig at se chefredaktørerne gå på tv og forsvare deres røverhistorier med megen fantasi og overbevisning. Men samtidig har de to blade jo også vigtige og gode historier. Tidligere var B.T. lidt uskadeligt og Ekstra Bladet lidt utroværdigt, nu er de begge lidt utroværdige, men ikke til at komme udenom. Jeg hælder nok til mest veneration for Ekstra Bladet og dets udgangspunkt som lige dele slyngelstue og udfordrer af magthavere."

 

 

... Kongerne af Marielyst eller Paradise Hotel?
"Jeg er fascineret af begge programmer. Når jeg ser dem, kommer jeg til at tænke mere på, hvad producenterne har tænkt, da de klippede det sammen, end hvad de stakkels berusede medvirkende finder på. Det er et termometer på, hvor langt ude menneskeheden er. Vi er rimeligt langt ude. Og vi skal huske på, at Danmark er et foregangsland i denne genre."
 

... Jyllands-Posten eller Berlingske?
"Jeg elsker aviser, også de to her, men jeg er så gammeldags, at jeg begræder, at omnibus-aviserne til dels har forladt deres tilstræbte objektivitet. Man kan også kalde det journalistisk fairness eller et ønske om at være fordomsfri. I dag er aviserne til en vis grad blevet advokater for enten rød eller blå blok, eller i hvert fald deres segment, målgruppe, menighed eller hvad man nu kalder det. Både Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken. Af de to nævnte hælder jeg klart til Berlingske, får desværre sjældent læst Jyllands-Posten."

... Wired eller Gear?
"Når jeg får det læst, så synes jeg altid, Wired er enormt kloge, velorienterede og gode til at få idéer. Jeg går ikke nok op i gadgets til at læse et magasin, der kun beskæftiger sig med det."


... P1 eller Radio 24syv?
"Der er mange programmer på P1, som jeg altid vil vende tilbage til, men jeg vil give 24syv en chance. Det bliver spændende at følge i de kommende måneder. Ikke mindst fordi redaktionelle produkter ofte skal i gang for at finde sin form, udvikle det, der virker. Derfor tror jeg, det er klogt, at kanalen har chefer, der tillader, at man kvajer sig frem. Det skal de have lov til. Vi bør ikke dømme kanalen på de første uger."

... Monocle eller The New Yorker?
"Monocle er skraldsmart og dygtigt lavet, men det er The New Yorker jeg vender tilbage til, det er gammeldags journalistisk historiefortælling udført af de bedste."
 

... Mad Men eller Californication?
"Begge er fremragende, og jeg synes, det er en gave, at man kan købe hele sæsoner af serier, og se dem som man læser en bog. Jeg hælder nok mest til Californication, det er så skævt med netop pæne David Duchovnys farverige deroute og selvhærværk i et småfordærvet samfund."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også