DDF: Ministeren må danne sin egen mening

DDF-direktør hilser den nye kulturministers "spontane udmeldinger" om mediestøtten velkomne, og imødeser en ny høringsrunde af branchens anbefalinger.
Per Fanefjord Laursen

I dag står det helt klart for mediebranchens aktører, at den nye radikale kulturminister Uffe Elbæk, der har en helt anden baggrund end forgængerne, også ser lidt anderledes på flere af mediestøtte-udvalgets anbefalinger end dagbladene gør.

Han har i hvert fald tilkendegivet i flere interviews, at han hælder til de af rapportens modeller, som strider imod dagbladenes ønsker, såsom minimumskravet på fem redaktionelle medarbejdere.  Mediestøtteudvalget kom med rapporten den 30. september efter ni måneders udredning.

Én af hovedarkitekterne bag rapporten er direktør Ebbe Dahl, Danske Dagblades Forening, der ellers var yderst tilfreds med den grydeklare anbefaling, som man serverede for den spritnye regering for knap én måned siden.

Kommer det bag på dig, at en ny minister anlægger et noget andet fokus end forgængeren?

“Nej, den nye minister skal selvfølgelig danne sig sin egen mening, og det sker jo netop ved at søge rapporten belyst og uddybet fra flere sider,” siger Ebbe Dal, der ikke er overrasket over, at ministeren sender rapporten i høring på samme måde, som det sker med udvalgsbetænkninger.

Hvad siger du til, at ministeren - og SF og S - hælder til, at dagbladenes ønske om minimum fem ansatte for at opnå støtte er for højt sat?

“Jeg tror, at netop høringen giver mulighed for en uddybning af de gode grunde, der er til at sætte barren ved de fem. Der er ikke noget i vejen med spontane udmeldinger, men heldigvis er det også en del af den politiske kultur, at man lytter til parterne og danner sig en nuanceret mening, bl.a. ved hjælp af høringsprocessen. Det er derfor, man gennemfører den.”

Hvad er din kommentar til, at ministeren indikerer, at gratisaviserne rammes for hårdt i udvalgets anbefalinger?

“At det er vigtigt, at vi får slået fast, at den nye mediestøtte er beregnet på at fremme produktion af eget indhold, så medierne dækker begivenhederne med mange facetter. Det er derfor, rapporten har fået hovedtitlen Demokratistøtte. Grunden til, at gratisaviserne rammes er, at de har så lidt journalistisk egenproduktion, men baserer produktionen på bureaustof. Hvis de laver mere selv, vil de få de flere penge. Bureaustoffet kan man jo se så mange steder på gratis websites, bl.a. på sin smartphone.”

Ministeren har også studset over flere steder, at de store avishuse ender med at få det samme i støtte - eller mere. Var udvalgets anbefalinger for konservative?

“Igen vil jeg sige, at det er indsatsen for et mangfoldigt og kvalitetsbetonet redaktionelt stof, som med den foreslåede støtteordning bliver belønnet. Ingen kan påstå, at de store bladhuse ikke har deres betydelige andel heri både i aviser og digitale medier, men der er lagt begrænsninger ind, som vil betyde, at netop disse mediehuse støder mod forskellige lofter, så de ikke får løvens part.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også